Skip to main content

Sygehus Lillebælt henter ny chefbioanalytiker fra Aarhus

Lene Sofia Sørensen er fra 1. august ansat som ny chefbioanalytiker på Klinisk Patologi på Sygehus Lillebælt.

Hun kommer fra en stilling som chefbioanalytiker på Nuklearmedicin på Aarhus Universitetshospital. Fra 2016 til 2021 var hun chefbioanalytiker på Patologi i Hospitalsenhed Midt og vender dermed tilbage til et speciale, hun kender godt.

”Jeg ser frem til at tage fat på nye opgaver, og jeg har virkelig glædet mig til at komme i gang. Jeg har jo tidligere været chef på en patologisk afdeling, og det er først, når man er væk fra noget, at man finder ud af, hvor meget man savner det. Det er et spændende speciale, som er inde i en stor udvikling i disse år,” siger Lene Sofia Sørensen.

På Klinisk Patologi skal hun danne ledelsesteam med cheflæge Sanne Kjær-Frifeldt. Sygehus Lillebælts fokus på patienterne var en væsentlig grund til, at hun søgte stillingen.

”Sygehus Lillebælt har bare et godt ry. Man har et stort fokus på at sætte patienten først, og jeg kan høre fra folk, der arbejder og har arbejdet på sygehuset, at det holder man i hævd. Det er ikke bare noget, man siger, men det er også noget, der kommer til udtryk i dagligdagen. Det værdisæt passer jeg rigtig godt til,” siger hun.

Lene Sofia Sørensen blev uddannet bioanalytiker i Aarhus i 2003 og har siden 2005 haft en række ledende stillinger på sygehusene i Herning, Viborg og Aarhus. Hun har desuden flere lederuddannelser på cv’et, herunder en master i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet.

”Jeg kan godt lide at se mennesker udvikle sig og se deres potentiale blive udfoldet. Jeg opfatter mig selv som en moderne leder, der er lyttende, og som giver medarbejderne en tryghed i – og lyst til – at udvikle og forbedre arbejdet,” siger hun.

Den 46-årige chefbioanalytiker er opvokset uden for Vildbjerg vest for Herning og bor i dag i byen sammen med sin mand, sin 20-årige søn og sin 17-årige datter. I fritiden går hun ture i naturen med familiens shih tzu, Bella, eller med den motionsklub, hun er medlem af.

Hun sidder desuden i bestyrelsen for Dansk Selskab for Ledelse i Sundhedsvæsenet.