Ny professor i sundhedssystemer på DTU

Martin Utley er begyndt som professor på DTU Management, hvor han skal arbejde med forskning i organisering, analyse og forbedring af sundhedsvæsenet.
Hans forskning har blandt andet fokus på, hvordan sundhedsorganisationer kan forbedre kliniske resultater, optimere patientforløb og træffe bedre beslutninger om kapacitet og levering af sundhedsydelser.
Metodisk arbejder Martin Utley blandt andet med operationsanalyse, dataanalyse, matematisk modellering og simulering for at undersøge og løse komplekse udfordringer i sundhedsvæsenet.
Et centralt element i hans arbejde er, at effektivisering af sundhedsvæsenet skal kombineres med et blik for lighed i sundhed. Forskellige grupper af patienter skal have mulighed for at få gavn af sundhedsvæsenets ydelser, også når nye teknologiske og organisatoriske løsninger bliver taget i brug.
Sundhedssystemerne står under stigende pres fra blandt andet demografiske forandringer, mangel på arbejdskraft og behovet for mere bæredygtige løsninger. Teknologisk innovation kan bidrage til at håndtere udfordringerne, men løsningerne skal udvikles og indføres på en måde, der sikrer, at bestemte borgere eller patientgrupper ikke bliver overset.
Martin Utley lægger samtidig vægt på, at forskning ikke blot skal ende som videnskabelige resultater, men omsættes til praksis. Implementering kræver samarbejde på tværs af fagområder og opmærksomhed på de praktiske forhold, der afgør, om en løsning fungerer i virkeligheden.
På DTU Management skal han blandt andet samarbejde med sundhedspersonale om konkrete udfordringer og arbejde sammen med studerende. På længere sigt er ambitionen at bidrage til bedre organiserede sundhedssystemer, hvor forbedret logistik kan frigøre ressourcer til patientbehandling og samtidig reducere arbejdsbelastningen for sundhedspersonalet.
