Skip to main content

Lægeforeningen Østdanmark har valgt ny formand

Anna Roe Rasmussen er valgt som ny formand for Lægeforeningen Østdanmark.

Valget fandt sted på den nye bestyrelses konstituerende møde. Johan Reventlow blev samtidig genvalgt som næstformand.

Anna Roe Rasmussen har mere end ti års fagpolitisk erfaring fra Yngre Læger og Lægeforeningen. Hun har blandt andet været næstformand i Yngre Læger Region Hovedstaden og medlem af Lægeforeningens forskningsudvalg.

Senest har hun været medlem af Lægeforeningen Østdanmarks midlertidige bestyrelse som repræsentant for Yngre Læger Region Sjælland.

Den nye formand og bestyrelse får en central opgave i forbindelse med gennemførelsen af sundhedsreformen og etableringen af Region Østdanmark. Anna Roe Rasmussen har blandt andet peget på, at lægernes faglige viden og erfaring skal bringes ind i de beslutninger, der får betydning for både patienternes behandling og lægernes arbejde.

Til daglig er Anna Roe Rasmussen ansat i en introduktionsstilling i samfundsmedicin ved Regional Enhed for Grøn Omstilling på Midt- og Vestsjællands Hospital i Slagelse.

Hun er uddannet læge fra Københavns Universitet og har en master i sundhedspolitik fra London School of Economics. Hun har desuden en ph.d. fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital og Københavns Universitet.

Johan Reventlow er praktiserende læge i Slagelse og har gennem en årrække været fagpolitisk aktiv, blandt andet som formand for Lægeforeningen Sjælland.