Ny koncerndirektør for strategi i ALK

Tina Abild Olesen tiltræder 1. oktober som Executive Vice President for Corporate, Portfolio and Product Strategy i ALK og bliver dermed en del af selskabets øverste ledelse.
Hun afløser Jacob Glenting, der tidligere stod i spidsen for området, men 1. september blev Executive Vice President for Research & Development i ALK.
Tina Abild Olesen får en central rolle i arbejdet med ALK's overordnede koncernstrategi og selskabets strategi på de enkelte behandlingsområder. Hun skal samtidig være med til at skabe et mere sammenhængende ansvar gennem udviklingen på behandlingsområderne og sikre global kommerciel gennemførelse og prioritering af produktporteføljen.
Hun kommer med næsten 30 års kommerciel ledelseserfaring fra GlaxoSmithKline og Novo Nordisk.
Tina Abild Olesen begyndte sin karriere i GlaxoSmithKline, hvor hun arbejdede med blandt andet salg, marketing og corporate affairs. Her opbyggede hun erfaring med forbrugerindsigt, opbygning af brands og arbejdet i nationale datterselskaber.
Hun fortsatte siden til Novo Nordisk, hvor hun har haft flere ledende poster og har arbejdet både fra lokale markeder og fra det globale hovedkontor.
Blandt andet har Tina Abild Olesen været General Manager og Corporate Vice President i Tyskland. Senest etablerede og ledede hun Novo Nordisks globale kommercielle diabetesfranchise. Her arbejdede hun tæt sammen med selskabets nationale organisationer, koncernledelse og bestyrelse.
ALK fremhæver hendes erfaring med større forretningsmæssige og organisatoriske forandringer, udvikling af portefølje- og behandlingsstrategier og lancering af større produkter på tværs af behandlingsområder og geografiske markeder.
Tina Abild Olesen kommer til ALK på et tidspunkt, hvor selskabet arbejder med at udvikle sin strategi på flere behandlingsområder og har ambitioner om at nå flere mennesker med allergi.
