Ny cheflæge på Afdeling for Klinisk Patologi på OUH

Doris Schledermann tiltræder 1. januar 2027 som cheflæge på Afdeling for Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital.
Hun er allerede et velkendt ansigt på OUH, hvor hun har arbejdet gennem store dele af sit arbejdsliv og i dag er overlæge. Hun har desuden tre års erfaring som cheflæge på Klinisk Patologi på Vejle Sygehus.
Som cheflæge skal Doris Schledermann sammen med chefbioanalytiker Stig Hansen stå i spidsen for en afdeling, hvor blandt andet digital patologi, kunstig intelligens og nye molekylære analyser åbner nye muligheder for diagnostik og behandling.
”Vi står på et stærkt fagligt fundament, og der sker rigtig meget inden for patologien. Det glæder jeg mig til at arbejde sammen med afdelingens medarbejdere og ledere om,” siger Doris Schledermann.
Kontaktdirektør Torben Hedegaard Jensen fremhæver hendes kombination af indgående kendskab til klinisk patologi på OUH og erfaring fra en tidligere cheflægestilling.
”Doris kommer med en stærk kombination af erfaring fra klinisk patologi på OUH og flere års erfaring som cheflæge. Hun kender både afdelingen og de opgaver, der venter, og hun har et tydeligt blik for, at gode resultater skabes sammen med medarbejderne. Det bliver helt centralt i de kommende år, og jeg er sikker på, at Doris kommer til at forvalte det ansvar på fornemt vis,” siger han.
Når Doris Schledermann formelt tiltræder, afløser hun Birgitte Preiss, der har været konstitueret cheflæge. Birgitte Preiss fratræder chefstillingen 31. december 2026, men bliver i Afdeling for Klinisk Patologi, hvor hun fortsætter som overlæge.
