Skip to main content

Ung hjerteforsker modtager Lundbeckfondens talentpris

Oskar Hørsdal, læge og ph.d.-studerende på Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital, har modtaget Lundbeckfondens Talent Prize 2026 for sin forskning i kardiogent shock.

Det er den alvorligste form for akut hjertesvigt, hvor op mod halvdelen af patienterne ikke overlever den akutte fase.

Oskar Hørsdal er uddannet læge fra 2025 og er allerede godt i gang med sin forskerkarriere. I sin forskning undersøger han sammen med forskergruppen, om kroppens egne energistoffer, såkaldte metabolitter, kan give det svigtende hjerte ny energi. Målet er at udvikle bedre behandlinger til patienter, hvor de nuværende muligheder ofte ikke er tilstrækkelige.

Forskningen bygger videre på en stærk forskningstradition inden for hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital og skal bidrage til at bringe nye behandlingsmuligheder tættere på nogle af de mest kritisk syge patienter. Talentprisen fra Lundbeckfonden uddeles hvert år til forskningstalenter under 30 år. Modtagerne får 300.000 kroner, hvoraf 200.000 kroner skal gå til videre forskningsaktiviteter.

Om ambitionen med forskningen siger Oskar Hørsdal: ”Min drøm er, at vi om ti år har været med til at øge overlevelsen efter kardiogent shock. Den ultimative drøm er, at behandlingen hænger klar i skabene på intensivafdelingen eller kard. lab (kardiologisk laboratorium).”

Prisen er en væsentlig anerkendelse af et ungt forskningstalent på et område, hvor behovet for nye behandlingsmuligheder er stort, og hvor fremskridt kan få direkte betydning for overlevelsen blandt patienter med akut svær hjertesvigt.