Skip to main content

Dan Brun Petersen forlader Region Sjælland til fordel for Tanzania

Dan Brun Petersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, skal fra 1. august 2026 arbejde på Den Danske Ambassade i Dar Es Salaam i Tanzania.

Det skriver han i et opslag på LinkedIn, hvor han fortæller, at han skal være med til at opbygge et nyt strategisk sektorsamarbejde på sundhedsområdet mellem Danmark og Tanzania.

"Jeg er helt sikker på, at vi udvikler os gennem mødet med andre mennesker. Det gælder også fagligt og på tværs af landegrænser," skriver Dan Brun Petersen i opslaget.

Han skriver videre, at han er "virkelig begejstret" for den kommende opgave i Tanzania, hvor han tidligere har arbejdet og opholdt sig. Stillingen på ambassaden løber efter planen i fire år.

Samtidig bliver skiftet et farvel til Region Sjælland tidligere end ventet. Dan Brun Petersen blev i august 2025 konstitueret som direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland. Dengang lød meldingen, at han skulle fortsætte frem til 31. december 2026, hvor en ny organisation for Region Østdanmark skal sættes i drift.

I LinkedIn-opslaget beskriver han afskeden med Region Sjælland som præget af blandede følelser.

"Det er dog også med blandede følelser, at jeg skal sige farvel til Det Nære Sundhedsvæsen │ Region Sjælland. For vi er kommet langt i løbet af det lille år, jeg når at være med," skriver han.

Han fremhæver både de regionale medarbejdere og de almenmedicinske læger, som han mener har været med til at skabe et godt afsæt for det videre arbejde.

"Med de mange dygtige regionale medarbejdere og de hundredvis af engagerede almen medicinske læger er der gode forudsætninger for at udvikle sundhedsvæsenet, så der kommer flere læger i de områder, hvor patienterne har mest brug for dem. Den gode udvikling skal nok fortsætte, bare uden mig tæt på," skriver Dan Brun Petersen.

Dan Brun Petersen kom til posten som konstitueret direktør fra en stilling som lægefaglig vicedirektør ved Holbæk Sygehus. Han er uddannet speciallæge i akutmedicin og samfundsmedicin og har tidligere været ansat i Sundhedsstyrelsen.

Da Region Sjælland i august 2025 offentliggjorde hans konstituering, lagde regionsdirektør Mette Touborg vægt på hans brede lægefaglige og ledelsesmæssige erfaring.

"Dan kommer med en meget alsidig lægefaglig baggrund, tung ledelseserfaring og bred indsigt i mange grene af sundhedsvæsenet. Dermed er han oplagt til at føre udviklingen videre i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland," lød det fra Mette Touborg.

Dan Brun Petersen sagde dengang, at Region Sjælland stod med store udfordringer på sundhedsområdet, blandt andet lange afstande og mangel på læger i dele af regionen.

"Region Sjælland er der, hvor alle udfordringer mødes. Her er i nogle områder langt mellem husene og endnu længere mellem lægerne. Men jeg har samtidig en oplevelse af, at Region Sjælland sidder med alle esserne, når det kommer til praktisk erfaring med, hvad der virker og hvad der ikke virker," sagde han dengang.