OUH henter mikrobiomforsker til nyt AI-professorat

Manimozhiyan Arumugam bliver ny professor i AI-drevet patientstratificering og mikrobiombaserede interventioner ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
Han tiltræder professoratet 1. november 2026 og bliver samtidig tilknyttet FLASH – Center for Leverforskning og OPEN – Open Patient Data Explorative Network.
Den nye professor kommer fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet, hvor han siden 2013 har været lektor og forskningsgruppeleder. Han er dog allerede et kendt navn på SDU, hvor han har været adjungeret professor siden 2017.
Manimozhiyan Arumugam forsker i de enorme samfund af bakterier og andre mikroorganismer, der lever i menneskets tarm. På det nye professorat skal han kombinere data om tarmens mikrobiom med blandt andet kunstig intelligens, så forskerne bedre kan forstå, hvorfor sygdomme udvikler sig forskelligt fra patient til patient.
Et centralt område bliver samspillet mellem tarmen og leveren. Målet er blandt andet at identificere biologisk meningsfulde undergrupper af patienter og undersøge, om viden om mikrobiomet kan bruges til at udvikle kostbaserede eller andre behandlinger, som senere kan afprøves i kliniske studier.
Den kommende professor har en tværfaglig baggrund inden for bioteknologi, datalogi og computational biology. Han er født i 1978 i Madurai i den indiske delstat Tamil Nadu og har studeret ved Anna University i Chennai, University of Nebraska-Lincoln i USA og European Molecular Biology Laboratory, EMBL, i Heidelberg.
På EMBL var han en del af forskeren Peer Borks gruppe. Her stod Arumugam blandt andet i spidsen for forskning, der førte til identifikationen af de såkaldte enterotyper – karakteristiske mønstre i sammensætningen af menneskers tarmmikrobiom. Siden har han opbygget sin forskningsprofil i krydsfeltet mellem mikrobiomforskning, datavidenskab og sygdomsbiologi.
