Stolpegård gør konstitueret udviklingschef permanent

Ann Colleen Nielsen fortsætter som udviklingschef på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, efter at hun gennem fem måneder har været konstitueret i stillingen.
Dermed bliver hun fast del af centerledelsen sammen med cheflæge Per Sørensen. Ann Colleen Nielsen har tidligere haft ledelsesopgaver i psykiatrien og har blandt andet været konstitueret centerchef på Psykiatrisk Center Ballerup.
En af de store opgaver bliver at udvikle den psykoterapeutiske behandling og Stolpegårds rolle i det nye sundhedsvæsen. Centret ser blandt andet muligheder i den øgede integration mellem psykiatrien og det somatiske sundhedsvæsen og i et tættere samarbejde med de psykoterapeutiske enheder på Psykiatrisk Center Ballerup.
Derudover skal der arbejdes videre med at styrke den psykoterapeutiske forskning og udvikle behandlingsmetoderne. Ændringerne hænger blandt andet sammen med fusionen mellem Herlev og Gentofte Hospital, Psykiatrisk Center Ballerup og Psykoterapeutisk Center Stolpegård og med sundhedsreformens ambition om tættere sammenhæng mellem psykiatri og somatik.
