Kronikerpakkerne: Det ligner varm luft

Man kunne godt tro, at Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, havde vundet Tour de France, da hun dukkede op på TV, efter sundhedsreformen blev vedtaget i sin endelige form.

I lighed med andre patientforeninger var hun begejstret for kronikerpakkerne (og andre elementer i reformen). Glæden var så stor, at man ikke kan undgå at tænke på, hvad de andre patienter – dem som tabte i spurten frem mod målstregen – egentlig tænker. Hvad med dem?

Faktisk sidder man tilbage med fornemmelse af, at regeringen og partierne bag desværre har spekuleret i, hvor der er flest stemmer at hente hos de forskellige kronikergrupper. Jo flere patienter og pårørende, desto bedre. Kroniske sygdomme, som rammer i en tidlig alder, og små patientgrupper er åbenbart ikke interessante for politikerne.

I stedet er kronikerpakkerne tiltænkt patienter med KOL, hjertesygdomme, type 2-diabetes, kroniske lænderygsmerter og kompleks multisygdom. Ifølge regeringens sundhedsudspil skal pakkerne implementeres i 2027, begyndende med KOL, dernæst type 2-diabetes.

I almen praksis ser mange med skepsis på pakkerne. Helt grundlæggende bør det da også stride imod tankegangen i almen praksis: At skulle prioritere visse patienter på bekostning af andre. Det korresponderer ikke med praktiserende lægers selvforståelse. Heldigvis.

Kronikerpakkerne er inspireret af kræftpakkerne, som jo har været en succes – altså for netop de patienter. Den succes er kommet med en pris, nemlig at andre sygdomme reelt er blevet nedprioriteret.

Praktiserende lægers rolle i kræftpakkerne har været veldefineret, og det har også været naturligt for de praktiserende læger at bidrage til hurtig opsporing, som indlysende er afgørende patienternes overlevelse.

Sådan fungerer det ikke for kronikere. Jo, tidlig opsporing er godt, men vi taler ikke om, at det skal ske med ambulance-hastighed. For mange kronikere er fart ikke vigtigt.

En af dem, som er skeptiske over for kronikerpakkerne, er PLO’s tidligere formand, Christian Freitag. Han har denne diagnose:

”Jeg mangler svar på, hvad de her ressourcekrævende tiltag skal løse. Der er en stor forskel i forhold til kræftpakkerne: Her gik problemet på specifikke mangler, hvad udredning og behandlingsforløb angår. Men for mennesker med kroniske sygdomme er hurtig udredning sjældent det vigtigste. Mennesker med kroniske sygdomme skal selvfølgelig udredes og bliver det i stort omfang. De her mennesker er blot ikke som patienter med akut sygdom. De bliver i høj grad hos os i almen praksis, de skal som udgangspunkt ikke videre på hospitalet, som det gør sig gældende for kræftpatienter. Det bliver for letkøbt og for meget varm luft at overføre et tilbud, der har virket godt inden for ét område, til et andet område, hvor vilkårene er helt anderledes,” siger Christian Freitag om kronikerpakkerne.  

Endnu er kronikerpakkerne temmelig diffuse, og måske kan de endelige koncepter vise sig at give mening. Men der er sandelig også risiko for, at pakkerne aldrig kommer til at leve op til forventningerne, heller ikke de forventninger, som patientforeningerne ellers nærer.