Skip to main content

Ny chefsygeplejerske får ansvar for 83 sundheds- og omsorgspladser

Katrine Porsborg Larsen er 1. august tiltrådt som chefsygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Regionshospital Nordjylland.

Hun får ansvaret for 83 sundheds- og omsorgspladser i Vendsyssel, som 1. januar 2027 overgår fra kommunerne til Region Nordjylland som led i sundhedsreformen.

Katrine Porsborg Larsen kommer fra en stilling som leder af de tværfaglige teams i Aalborg Kommune. Hun har samtidig erfaring fra hospitalsvæsenet, hvor hun tidligere har været leder inden for både endokrinologi og geriatri.

Hun kommer dermed til stillingen med ledelseserfaring fra både det kommunale og regionale sundhedsvæsen.

Sygeplejefaglig direktør Charlotte Fuglesang på Regionshospital Nordjylland fremhæver blandt andet Katrine Porsborg Larsens forståelse for samarbejdet på tværs af sektorer og hendes visioner for de nye sundheds- og omsorgspladser.

Som chefsygeplejerske bliver Katrine Porsborg Larsen en del af afdelingsledelsen på Medicinsk Afdeling og skal være med til at etablere og udvikle de nye tilbud frem mod regionens overtagelse af opgaven ved årsskiftet.

De nye sundheds- og omsorgspladser er målrettet borgere, som er for syge eller svage til at opholde sig i eget hjem, men som ikke har behov for en egentlig hospitalsindlæggelse.

Der bliver samlet 84 sundheds- og omsorgspladser i Sundhedsråd Vendsyssels område, hvoraf de 83 skal drives af regionen.