Skip to main content

Ny professor på SDU skal forske i etik i mental sundhed

Sigurd Lauridsen er fra 1. august udnævnt til professor i mental sundhedsetik ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Professoratet skal styrke forskningen i de etiske problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med demens og psykisk sygdom. Et centralt fokus bliver, hvordan behandling, støtte og omsorg kan tilrettelægges med respekt for blandt andet autonomi, værdighed og livskvalitet.

Sigurd Lauridsen har været ansat ved Statens Institut for Folkesundhed siden 2017, først som lektor og siden som forskningsleder for forskningsgruppen Mental Sundhed. Han fortsætter som forskningsleder sideløbende med professoratet.

Den nye professor er uddannet cand.mag. i filosofi og statskundskab fra Københavns Universitet og har desuden studeret filosofi ved Freie Universität og Humboldt-Universität i Berlin.

Han gennemførte senere en erhvervs-ph.d. i et samarbejde mellem Københavns Universitet og AstraZeneca med fokus på prioritering af sundhedsressourcer i sundhedsvæsenet. Under ph.d.-forløbet var han gæsteforsker ved Harvard University.

Inden han kom til Syddansk Universitet, arbejdede han blandt andet ved DEA, Danmarks Evalueringsinstitut, Professionshøjskolen Metropol og COWI.

En stor del af Sigurd Lauridsens forskning har gennem årene været rettet mod etiske problemstillinger på demensområdet. Han har blandt andet stået i spidsen for forskningsprojekterne DemensID og Ethics in Dementia.

I dag leder han blandt andet EMPOWER, der er finansieret af TrygFonden, og NEEDS, som er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond. Han står også i spidsen for en international kortlægning af brugerinvolvering i psykiatriforskning finansieret af Danske Regioner.

Hans forskning kredser blandt andet om, hvordan begreber som autonomi, fri vilje, værdighed og autenticitet kan forstås og anvendes i behandling, pleje og omsorg.

Forskningsprojekterne gennemføres i tæt samarbejde med blandt andre kommuner, regioner, Alzheimerforeningen, Ældre Sagen, Bedre Psykiatri, Peer-Netværket og Sund By Netværket.

Sigurd Lauridsen er født i 1972 og bor på Amager med sin hustru, Kristine. Parret har to voksne sønner.