Ny ledende overlæge i Roskilde skal samle øjenafdelinger

Javad Hajari er per 1. august tiltrådt som ledende overlæge på Øjenafdelingen i Roskilde ved Sjællands Universitetshospital.
Den 44-årige øjenlæge kommer fra Rigshospitalet, Glostrup, hvor han har arbejdet siden 2009 og de seneste fem år været ledende overlæge for det medicinske retina-team.
"Jeg har været ledende overlæge på Glostrup i fem år, men jeg startede faktisk på Rigshospitalet, Glostrup tilbage i 2009. Det er 17 år siden nu, så jeg synes, det var et godt tidspunkt at prøve noget nyt. Jeg har været rigtig glad for både ledere og personale på Glostrup, men jeg savnede nogle andre typer ledelsesmæssige udfordringer," siger Javad Hajari.
En af de helt store opgaver bliver at forberede sammenlægningen af øjenafdelingerne i Roskilde og Næstved. Planen er, at begge enheder i slutningen af 2028 flytter til Køge.
"Det bliver en stor forandring for alle medarbejdere, og det bliver spændende at være en del af," siger han.
Administrativt er de to øjenafdelinger allerede lagt sammen, og den kommende tid skal blandt andet bruges på at skabe større ensartethed mellem de to matrikler.
"Hvordan den endelige organisering skal se ud, er stadig noget, der skal defineres. En vigtig del af opgaven bliver at få de to matrikler til at arbejde mere ensrettet. Vi skal ikke være to forskellige matrikler, men i højere grad én samlet organisation," siger Javad Hajari.
Lisbeth Sandfeld er overordnet cheflæge for både Roskilde- og Næstved-matriklen. Hun oplyser, at Javad Hajari sammen med den øvrige ledergruppe skal være med til at fortsætte og styrke den forandringsproces, afdelingen allerede er i gang med.
Samtidig nærmer sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden sig. Også her mener Javad Hajari, at hans mange år i Region Hovedstaden kan blive en fordel.
"Jeg kommer med erfaringer og perspektiver fra Region Hovedstaden, som jeg kan bidrage med i min nye funktion her i Roskilde. På den måde håber jeg, at jeg kan være med til at bygge bro mellem de to afdelinger. Det er vigtigt, at vi får en dyb forståelse for hinandens arbejde og udfordringer," siger han.
Fagligt får han samtidig mulighed for at bevæge sig bredere end tidligere. På Rigshospitalet var han især beskæftiget med medicinsk retina og blandt andet behandling af våd AMD, mens Øjenafdelingen i Roskilde også omfatter blandt andet neuro-oftalmologi, børneområdet, glaukom og katarakt.
"På Glostrup var alting meget subspeciale-opdelt. Roskilde er anderledes og har en bredere sammensætning med blandt andet medicinsk retina, neuro-oftalmologi, børneområdet, glaukom og katarakt. Det er noget af det, jeg også har savnet – at få en bredere indsigt i andre subspecialer," siger Javad Hajari.
Han bor i Valby, er gift og har tre børn.
