Et par lektioner i pressehåndtering for speciallæger

Hvis danske speciallæger er blevet ængstelige for at medvirke i TV-dokumentarer, så er det såre naturligt. Risikoen for at blive trukket gennem sølet er stor – og stigende. Sandheden er, at journalistik undergår store forandringer for tiden.

For nogle måneder siden bragte TV2 en dokumentar­serie, som var god at blive klog på, ”Læger til salg”, sendt i to afsnit. Faktisk indeholdt serien mange værdifulde pointer, men den afslørede også de moderne journalistiske metoder, som nu også anvendes overfor læger.

I dag går TV langt for at få flest mulige seere. Det stod klart allerede i markedsføringen af dokumentarserien. Her valgte TV2 at undertrykke, at de læger, som var ”til salg”, ikke var danske. Den store skurk var britisk, en tidligere formand for et internationalt lægevidenskabeligt selskab. Han havde orkestreret, at et lægemiddel blev placeret højt i den relevante guideline – reelt manglede der dokumentation. Firmaet bag lægemidlet havde betalt lægen enorme beløb for hans arbejde med at få lægemidlet godkendt. Lægen var med andre ord dybt inhabil og burde aldrig have deltaget i arbejdet med de pågældende guidelines.

Ingen læger, slet ikke danske, kunne drømme om at mene noget andet. Men hvis læger – som desværre ofte er bekymrede for at træde kolleger over tæerne – udsættes for den journalistiske chokterapi, hvor man omgående skal tage stilling til dramatiske nye oplysninger, så vælger danske læger ærgerligt nok at beskytte kollegerne snarere end at sige deres ærlige mening. Ikke fordi de mener, at kollegerne er uskyldige, men fordi de nødig vil fremstå som forrædere. Reaktionen er naturlig, men desværre uhyre uklog, og lægernes håndtering bidrager til at miskreditere dem selv og deres kollegaer.

Læren er: Sig din mening, og hvis du har behov for at tænke dig om, så forlang tid, timer eller dage. Men sig din mening.

En af de deltagende danske læger gav journalisten 15 minutter til sit interview. Derved fik journalisten alibiet til sin brutale interviewteknik, som mest minder om kriminalpolitiets afhøringsmetoder. Journalistisk har teknikken være udbredt især i politisk journalistik. Men nu anvendes den over for interviewofre, som slet ikke magter at håndtere den.

Læren er: Snarere end at forkorte pinen, skal læger forlange god tid – til omtanke.

Et af de største problemer med dokumentarserien er, at den ikke interesserer sig en døjt for patienterne, de tusinder af danskere, som er i behandling med det pågældende lægemiddel. Det blev præsenteret som ubrugeligt og skadeligt, måske ligefrem livsfarligt, og TV2 lod disse patienter i stikken.

Efter udsendelsesrækken udsendte det danske videnskabelige selskab sin egen afgørelse, nemlig at fastholde lægemidlets position i selskabets guideline. Historien melder intet om, hvad selskabet gjorde for at få denne konklusion med i udsendelsen. I givet fald ville dokumentarens pointer være demonteret.

Læren er: Selskabet burde have forlangt tid til at få styr på sin guideline, så patienterne kan få kvalificeret besked.

Hvis ikke lægerne kan komme igennem med disse forlangender, så er der ikke andet at gøre end at nægte at deltage.