Ord er billige: Økonomien bag Kræftplan V afslører de reelle prioriteringer

Lanceringen af regeringens Kræftplan V blev en tordnende succes. Den bliver rost fra alle sider, ikke mindst Kræftens Bekæmpelse. Selv Brystkræftforeningen, som ellers ikke er nem at gøre tilfreds, er glad for vigtige initiativer. Mange af de relevante lægegrupper og -selskaber er positive, akkurat som Lægemiddelindustriforeningen, Lif.

Dermed føjer denne plan sig til rækken af dygtige planer og reformer, som denne regering har barslet med i sin tid, og som hver gang har kunnet samle bred opbakning politisk og fagligt. Senest en plan for psykiatrien – men jo også sundhedsstrukturreformen og altså nu Kræftplan V. Hun har gjort det godt, Sophie Løhde.

Men er planen nu så god som reaktionerne? Ja, på visse punkter. Den indeholder mange fornuftige elementer, og der er vel ikke et eneste muligt fokuspunkt i moderne sygdomshåndtering, som ikke nævnes et eller andet sted i denne plan. Kræftplan V har pladen fuld.

Men ikke alt tages lige alvorligt.

Lyrikken er god

Først og fremmest er der grund til bekymring for det allermest fundamentale. Der er nemlig god grund til at frygte, at Kræftplan V i alvorlig grad er utilstrækkelig, når det gælder ressourcer.

Lyrikken er ellers god nok, altså planens beskrivelse af situationens alvor: ”Med en forventet fremtidig stigning i antallet af danskere, der får kræft, og udviklingen af nye og bedre muligheder for at opspore, udrede og behandle kræft, er det afgørende for patienterne, at vi fortsat har fokus på kapaciteten på sygehusenes kræftafdelinger, samtidig med at sundhedsreformen og Kræftplan V gennemføres. Derfor vil regeringen afsætte varige midler til at robustgøre sygehusenes kræftafdelinger til gavn for patienterne.”

Det er matematikken, som halter. I år er afsat 222 millioner kroner til at løfte udrednings- og behandlingskapaciteten i sundhedsvæsenet, herunder på de onkologiske, patologiske og radiologiske afdelinger. Næste år er der afsat 180 millioner kroner, og derefter tilføres afdelingerne årligt 120 millioner kroner. Det er det varige løft.

Dette beløb skal altså finansiere det meste af det fremtidige ressourcebehov. Jo, der er en masse små-beløb, som også kan hjælpe til. Men det batter ikke.

Der er andre skuffelser, ikke mindst at det heller ikke blev denne kræftplan, som tager fat på de problemer, Danmark har, når det gælder ibrugtagning af effektive og dyre lægemidler. Denne plan har fokus på tiden forud for behandling – og på tiden efter behandling. Men selve behandlingen interesserer ikke dem, som står denne plan.

Men Danmark er jo bagud i forhold sammenlignelige lande. I visse tilfælde så langt, at Danmark ikke kan deltage i vigtige studier, fordi vi ikke engang er kommet i gang med at bruge de behandlinger som i andre lande nu er standardbehandling. Så galt er det.

Det problem kunne denne kræftplan være med tril at løse. Der er mange mulige initiativer, eksempelvis ved at ved at etablere en second opinion instans, som kan finansiere individuel anvendelse af lægemidler, som ikke kan tages i anvendelse som standardbehandling.

Men planen erkender end ikke problemet, og derfor tager regeringen selvfølgelig også et medansvar for den udfordring, som mange patienter opfatter som det største problem på kræftområdet, nemlig frygten for ikke at få den optimale behandling, fordi den blokeres af Medicinrådet.

Klogt, men ikke nok

Der er også udfordringer med regionale uligheder, når det gælder adgangen til moderne lægemidler. Det problem tager regeringen fat på ved at lægge de regionale lægemiddelkomiteer sammen.

Det er et skridt i den rigtige retning. Men det løser ikke nødvendigvis problemerne. De regionale lægemiddelkomiteer eksekverer jo Medicinrådets anbefalinger loyalt. Til gengæld er der forskel på, hvordan regionerne derefter håndterer lægernes valg. Visse regioner forlanger, at lægerne skal vælge det billigste af sideordnede lægemidler, ellers bliver afdelingen straffet. Afdelingerne kommer nemlig til at betale meromkostningerne i forhold til det billigste alternativ. Andre regioner tillader til gengæld, at lægerne kan vælge frit mellem de sideordnede muligheder.

Den slags problemer løses altså ikke ved at lægge komiteerne sammen.

Råt for usødet

Planer som denne kan med fordel læses bagfra. Ofte får man et indblik i hvilken evidens, planerne bygger på. Det gælder dog ikke i dette tilfælde. Nej, bagest i Kræftplan V finder man en side om økonomien i planen. Der får man - råt for usødet – hvad der er ambitionerne i denne plan.

Sophie Løhde lagde in sin præsentation af plan stor vægt på initiativerne om senfølger, og der afsættes da også mange penge til området, 60-90 millioner kroner i de kommende år og efter 2030 100 millioner kroner. Det er en stor satsning, så det skal tages alvorligt, at regeringen er opsat på at forbedre indsatsen.

Indsatsen overfor rehabilitering og præhabilitering fylder også i regnestykket bag Kræftplan V. I fremtiden skal der bruges 170 millioner kroner. – det er virkelig en seriøs indsats.

Planen taler også meget om palliation, og med rette. Her er der også brug for et løft. Men bortset fra en betydelig investering i palliation i de kommende år, så er det langvarige løft bare 52 millioner kroner, nemlig 20 millioner kroner fra kommunerne og 25 millioner kroner fra regionen, resten leverer staten. Men det er ærligt talt ikke voldsomt respektindgydende.

Regeringen taler også varmt om screening. Men ærligt talt. Planen afsætter skaldede 5 millioner kroner om året til at undersøge, hvordan Danmark kan forny og forbedre indsatsen. Dertil skal dog lægges knap 20 millioner kroner fordelt på tre år til at finansiere et pilotstudie for lungekræftscreening. Men denne økonomi kommer vi ikke langt med, hvis der faktisk skal rulles nye screeningsinitiaver ud – og det er der jo i den grad brug for.

Hvad med andre sygdomme

Regeringen taler ofte om ulighed. Den skal bekæmpes, lyder det. Alligevel skaber Kræftplan V, på trods af gode intentioner, nye skævheder i sundhedsvæsenet. Senfølger er absolut ikke forbeholdt kræftpatienter – senfølger rammer masser af patienter, for eksempel inden for kardiologien eller neurologien, som ikke kan forvente samme opmærksomhed som kræftpatienterne.

Kræftplan V afsætter næsten 100 millioner kroner om året for at hjælpe kræftpatienter med deres tænder. Et glimrende og vigtigt initiativ, som kommer til at hjælpe mange. Men også her er der andre patienter, der kunne have brug for hjælp, for eksempel patienter med diabetes eller inden for psykiatrien. Men de kan ikke få hjælp på samme måde.

Kræftplan V investerer i screening. Men der er jo behov for lignende investeringer på mange andre sygdomsområder: hjerte, nyre, hjerne og mange andre områder, som altså skal vente.

Det samme gælder for mange af Kræftplan V´s initiativer. Andre sygdomme har jo de samme behov – men har ikke den samme opmærksomhed.

Når glæden over en brugbar kræftplan har lagt sig, så skal resten af sundhedsvæsenet håndtere disse forskelligheder – de er ikke altid nemme at forklare. Tænk, hvis de blev behandlet lige så godt.