Hvordan kan Sophie Løhde gå så galt i byen?

Man kan undre sig. Nu har Sophie Løhde nærmest ikke sat en fod forkert som sundhedsminister. Hun er gået fra den ene sejr til den næste.

Store og nyttige planer er gennemført og ofte med brede flertal. Det er Sophie Løhde nemlig også dygtig til – at samle flertal. Faktisk er hun i det hele taget god til at samarbejde. Hun kan sit politiske håndværk. Derfor er hun også en mester i at undgå problemer – hun har klaret det af på forhånd.

På mange måder er hendes indsats som sundhedsminister suveræn. Særligt når man sammenligner den med mange af hendes forgængere. Her var en hel del særdeles kompetente politikere, som egentlig aldrig nåede at få det vanskelige sundhedsområde ind under huden.

Hvordan kan det så være, at den ellers ufejlbarlige sundhedsminister har klumret så eftertrykkeligt med sit forslag til lov om almen praksis?

Det er ikke så lidt af et mysterium.

Opklaringen af mysteriet

I opklaringen af det mysterium kan vi begynde med slutningen. Det lykkedes jo Sophie Løhde at få styr på de praktiserende læger med sit såkaldte forståelsespapir og nogle dybe samtaler med formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg. Til sammen har det genskabt tilliden mellem PLO og ministeren og dermed (måske også) de praktiserende læger.

I det oprindelige forslag blev almen praksis sat under administration af de centrale sundhedsmyndigheder. Var det blevet gennemført i sin oprindelige form, havde de praktiserende læger mistet indflydelse på deres egen indsats.

Med forståelsespapiret skal de praktiserende læger inddrages i beslutningerne, men mange af de kritikpunkter, som fik de praktiserende læger på barrikaderne, er imidlertid stadig en risiko. Men man må formode, at PLO har fået det indtryk, at der vil blive lyttet til almen praksis. Ellers er der dårligt grundlag for PLO’s tilfredshed med papiret og den nye situation. Læg dertil garantierne for, at ingen praktiserende læger skal lide indtægtstab, og til det formål er afsat en halv milliard kroner. Not bad.

Nu er der faldet ro på, og dermed har sundhedsministeren fået fri bane til at gennemføre sin lov – og hun kan sætte endnu et ”tjek” ved en af sine ambitioner.

Men hvorfor gik det galt – og er der faktisk skabt ro?

PLO’s tidligere formand, Christian Freitag, har i en kommentar i Sundhedsmonitor argumenteret for, at det hele tiden var Sophie Løhdes mening at gå voldsomt til værks i sit oprindelige udspil. Her er Christian Freitags forklaring:

”Vi har helt overordnet været vidne til et klassisk aim high i forhandlingernes ABC: Myndighederne spillede ud med noget, der lignede en udslettelse af PLO og en umyndiggørelse af de enkelte lægeklinikker. PLO blev truet på deres eksistens, og mange læger blev meget nervøse.”

”Nu har man så inviteret PLO indenfor igen, dog til et noget mindre bord – og lægerne har fået løsnet båndene – lidt. Forhandlingsteknikken går jo så ud på, at modparten (PLO og lægerne) skal blive glade for fremskridtet i forhold til det oprindelige udspil og lettet over, at det ikke gik helt så galt."

Der er ingen tvivl om, at mange praktiserende læger abonnerer på samme forklaring som Christian Freitag. Mange af dem deler nok også hans vurdering af fremtiden for almen praksis:

”Det helt afgørende spørgsmål er nu, hvad myndighederne gør med den større magt, de har tildelt sig selv. Med magten følger der som bekendt et ansvar. Nu har de sat sig selv for bordenden, og så må vi have lov til at have forventninger til dem.”

Men ét er, hvad mange praktiserende læger rumsterer med af teorier om Sophie Løhdes bagtanker, noget andet er realiteterne – og, ærligt talt, kan det virkelig være sandt, at landets sundhedsminister skulle abe efter Donald Trump? At hun lagde noget ind i lovudkastet, som aldrig var vigtigt, for så at fjerne det igen og kalde det en indrømmelse og på den måde holde fast i det, der virkelig betyder noget, og samtidig se ud til at give efter.

Kæmpebrøler

Nej, det er desværre mere sandsynligt, at sundhedsministeren begik en kæmpebrøler og sprang ud i den voldsomme nedgradering af de praktiserende læger uden at tænke sig rigtigt om.

Man kan have den mere begrundede mistanke, at ministeren er rykket for tæt på de praktiserende lægers modpart, Danske Regioner. Denne usynlige alliance mellem de centrale myndigheder og regionerne ser ud til at være blevet stærkere og stærkere de seneste år, og netop lovforslaget om almen praksis kan betragtes som det absolutte højdepunkt.

Mange af Sophie Løhdes initiativer er blevet til i samarbejde eller dialog med regionerne. Forud for sundhedsreformen, dengang man kaldte projektet for en sundhedsstrukturreform, var der reel sandsynlighed for, at regionerne ville blive nedlagt og erstattet af andre organiseringer. Men det kom der intet ud af.

I stedet udbygger regionerne nu deres indflydelse, når de fremover får foden indenfor i det nære sundhedsvæsen.

At regionerne – og i øvrigt Sundhedsstyrelsen – ikke er begejstrede for praktiserende læger som institution, må være klart for de fleste. Praktiserende læger er nogle brokhoveder, som ikke evner at se det større perspektiv for den samlede sundhedsindsats, og som heller ikke er parate til at yde en indsats – medmindre der kommer penge på bordet. For den slags centralistiske hjerner er en liberal, almen praksis møgirriterende.

Denne intellektuelle alliance spiller en stor rolle for udformningen af lovforslaget for almen praksis, og det udløste så en reaktion, som fuldkommen overrumplede ministeren, ministeriet og departementet, Sundhedsstyrelsen og det centrale magtapparat på sundhedsområdet. Meget tyder på, at de blev forskrækkede, da de praktiserende læger i meget stort antal gjorde oprør. Det blev en tsunami af protester.

Selv den tidligere formand, Henrik Dibbern, dukkede op som en anden Holger Danske og mindede ministeren om, hvad hun utvivlsomt husker som et rædselsregime i almen praksis for nu 12 år siden – da de praktiserende læger truede med at lukke ned for samarbejdet med resten af sundhedsvæsenet – og faktisk var tæt på at virkeliggøre truslen.

Henrik Dibbern kommenterede situationen i Ugeskrift for Læger: ”Det vil (….) kunne mærkes, at lægerne ikke længere har den stolthed over at være familielæger, som har fået systemet til at hænge sammen. Lægerne ved, at de er nødt til at fokusere en hel del mere på supplerende opgaver i form af f.eks. privatpatienter og forsikringsopgaver, fordi de er nødt til at have et alternativ til den spændetrøje, politikerne via loven lægger dem i, og de er nødt til at have et alternativ klar, hvis myndighederne en dag dømmer dem ude af aftalesystemet.”

Tanken om, at oprøret fra 2013 kunne gentage sig … jøsses, hvad ville konsekvenserne blive.

De praktiserende lægers voldsomme reaktion truede ministerens sundhedsreform.

Sundhedsministeren må have indset, at hun forregnede sig.

Den analyse flugter med vurderingen fra Jes Søgaard, sundhedsøkonom og professor emeritus, som har fulgt de praktiserende læger – og regionerne – tæt. Han mener, at ministeriet har været ”naivt” og ”uden forståelse for, at det kunne blive mødt med en voldsom reaktion” (Bekymrede røster: Forståelsespapir mellem praktiserende læger og regeringen er ukonkret).

Men ellers er Jes Søgaard enig med Christian Freitag: ”Mange af vendingerne i forståelsespapiret er runde. Vi får se, hvad der sker, for der er stadig kampe i PLO mellem forskellige fløje. Men det er godt, hvis det ikke fører til en egentlig fuldtonet konflikt, som det var tilfældet med skolelærerne.”

Der er vi nu. I venteposition. Det kan vise sig, at ministeren – og PLO – har forregnet sig. Men muligheden er afgjort til stede for, at der falder ro på almen praksis – indtil videre. Pengene, en halv mia. kr., lægger også en dæmper på gemytterne.

Krøllen på hele sagen er, at Sophie Løhde forregnede sig. Det er den ene konklusion.

Den anden er, at PLO er kommet styrket ud. Tænk, det lod sig gøre at ryste systemet.