Freitag landede på slagmarken - og skabte fred og fremgang

Neeeej, tænker man uvilkårligt ved nyheden om, at Christian Freitag nu stopper som formand for PLO. Tilmed med øjeblikkelig virkning.

Men det er den sørgelig kendsgerning, og det værste er nærmest forklaringen. Christian Freitag har nemlig mistet tålmodigheden med politikerne på Christiansborg, især dem, der bestemmer, og som endnu ikke har kunnet skrue en sundhedsreform sammen, som kan tage fat på de mange strukturelle problemer i det danske sundhedsvæsen.

Der er tydeligvis ingen bevægelse i reformprojektet, og når Christian Freitag vælger at gå nu og pr. omgående, så må det være fordi, det er gået op for ham, at den socialdemokratiske regering heller ikke kommer til at levere varen, og da slet ikke inden for det år, som man måtte forvente, at processen kan tage. Sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) har kunnet ride på coronabølgen i mange måneder og tydeligt nydt det. Men dér er han helt og aldeles styret af Statsministeriet, og der kan han ikke få hjælp, når det gælder sundhedsreformen. Den vil ubønhørligt afsløre, at han reelt er en nybegynder - han vil ikke kunne tage førerskab, når det gælder sundhedsreformen.

Mon ikke det er Christian Freitags analyse. Han har bare været hurtigere til at indse det end andre.

Derfor bliver Freitags farvel til intet mindre end to triste nyheder. Først hans eget stop, dernæst at sundhedsreformen har lange udsigter.

Freitag fremstod ikke som det soleklare valg for de praktiserende læger, da han for fem et halvt år siden blev valgt. Dengang tænkte man, at her har de praktiserende læger da vist valgt den kandidat, der kunne gøre mindst skade. Dengang var det i øvrigt slet ikke så tosset, eftersom PLO var splittet, præget af uenigheder og skænderier og i visse tilfælde direkte had. Der var en ond tone i organisationen, og i perioder lignede det borgerkrig.

Der landede Christian Freitag så med sin faldskærm, direkte på slagmarken og i røg og damp, og sørme om han ikke fik dæmpet gemytterne og snart også vendt organisationens og de praktiserende lægers energi til kampe, som for alvor var værd at kæmpe. Fra den tid må Freitag have hård hud på læberne. Så mange gange har han bidt sig i læberne og holdt sin kaje. Det var klogt.

Christian Freitag viste sig som formand at være en meget dygtig strateg, smart til at skabe alliancer, havde situationsfornemmelse og politisk tæft. Men jo også en diplomat med et talent på størrelse med Kofi Anans.

Stille og roligt fik han landets praktiserende læger positioneret som en uhyre vigtig del af det danske sundhedsvæsen og PLO som en troværdig aftalepartner. Det er godt gået, for standen var langt bagud på point, da han startede.

Timingen bag hans afsked er på overfladen virkelig ringe.

Nu skulle boldene jo sparkes i mål. Nu kunne han krone sit formandskab med tre afgørende aftryk. Først og fremmest sundhedsreformen, som han har arbejdet virkelig hårdt med, og som de praktiserende læger med stor sikkerhed får en stor rolle i – når altså reformen engang måtte komme. Dernæst den næste overenskomst, hvor han har ydet et enormt benarbejde. Det burde lykkes at få gode resultater. Men fremfor alt at få de praktiserende læger ind i alle nye løsninger på sundhedsområdet. 

Nu skal andre sparke boldene i mål – og der er ingen tvivl om, at han har fået boldene placeret, så det bliver langt nemmere at sætte tåen på og skubbe dem det sidste stykke.

Freitag kom ikke til at score alle målene. Men han lavede hver eneste assist, for nu at blive i fodboldjargonen.