Efter uhørt forsinkelse: Fagudvalg får båret vigtig godkendelse i mål

Odds var små for at Medicinrådet ville give en positiv revurdering af Keytruda (pembrolizumab) til patienter med ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) uden PD-L1-ekspression på sit møde onsdag.

Nu har Steen Werner Hansen og konsorter formået at udsætte ibrugtagningen af dette lægemiddel i halvandet år, og alt pegede i retning af, at Medicinrådet arbejdede på at lægge yderligere forhindringer i vejen for det lovende lægemiddel til denne indikation. 

Men det blev forpurret. Højst uventet. Og kreditten for, at lægemidlet nu kan anvendes til danske lungekræftpatienter tilfalder et hårdt kæmpende fagudvalg, anført af formanden Halla Skuladottir, til daglig overlæge ved Onkologisk Afdeling på Hospitalsenhed Vest, ved lejligheden suppleret af Morten Hiul Suppli, afdelingslæge på Rigshospitalet. 

Takkes skal også de to patientrepræsentanter Leif Vestergaard Pedersen og Morten Freil fra Danske Patienter, og Niels Obel, professor og overlæge på Rigshospitalet, og en af de lægefaglige repræsentanter i Medicinrådet. Han vovede at gå imod det magtfulde formandskab med en mindretalsudtalelse efter afvisningen af Keytruda i september. En modig mand.

Halla Skuladottir og Morten Hiul Suppli deltog på mødet med det fodslæbende Medicinråd, og deres mandat var klart. De skulle fastholde fagudvalgets meget positive anbefaling og afværge Medicinrådets mærkværdige ønske om at udarbejde en yderligere protokol. Det ønske ville højst tænkeligt koste en ekstra forsinkelse på seks måneder, og så var det ikke en gang sikkert, at lægemidlet ville blive godkendt som standardbehandling i Danmark.

Forud var gået et forløb, hvor fagudvalget spillede sine kort meget klogt. Efter Medicinrådet på mødet 23. september (igen, igen, igen) valgte at udskyde anbefalingen af pembrolizumab som standardbehandling til særligt belastede lungekræftpatienter, nemlig PD-L1-negative NSCLC-patienter, gik fagudvalget ind i kampen. Fagudvalget skulle ellers have genoptaget sin vurdering af Keytruda - der skulle udarbejdes et tillæg til den allerede udarbejdede protokol, og i dette tillæg skulle fagudvalget adressere nogle af de faglige spørgsmål, som rådet mente var ubesvarede i den foreliggende protokol.

Reelt var der tale om en begmand til fagudvalget: ”I har ikke gjort arbejdet godt nok. Vi, som ikke er eksperter på dette felt, har fundet nogle huller i osten.” I sig selv en fornærmelse og stærkt provokerende, eftersom fagudvalgets forarbejde selvfølgelig er gransket grundig af Medicinrådets sekretariat forud for rådets møde. Alligevel stillede Medicinrådet yderligere spørgsmål.

Dertil kom, at udarbejdelsen af et tillæg til protokollen nemt kunne have forsinket ibrugtagningen med yderligere seks måneder. I denne ventetid ville endnu flere patienter dø, fordi Medicinrådets behandling trak ud. 

Det fik fagudvalget på barrikaderne – og Medicinrådet fik besked om, at udvalget lukkede ned for al yderligere sagsbehandling, indtil rådet kunne udstikke klare retningslinjer for den fremadrettede sagsbehandlingsproces.

Den besked er i denne høflige lægeverden det tætteste, man kommer på: ”Rend og hop, Steen Werner.”

Heldigvis reagerede Medicinrådet betænksomt på fagudvalgets protest. Til eksempel endte Medicinrådet med at formulere sit referat om sagen i meget diplomatiske vendinger.

Onsdag 22. oktober mødtes rådet så med fagudvalget, og denne gang makkede formandsskabet og resten af rådet ret. Når det gik på den måde, kan det også hænge sammen med, at denne gang blev processen drevet af en anden af formændene end Steen Werner Hansen, nemlig Jørgen Schiøler Kristensen, som måske i højere grad end kollegaen havde forstået, at nu skulle denne sag landes.

Og så fik lægerne og deres patienter med kolossal forsinkelse i forhold til andre lande, vi normalt sammenligner os med, lov til at bruge dette lægemiddel til patienter med få andre muligheder.

Den absurde forsinkelse må aldrig glemmes. Det er en skamplet på Medicinrådet og de danske regioner, som er bagmanden til denne institution.

Men det endte trods alt godt. Fagligheden vandt, og derfor må man trods alt erkende, at rådet – langt om længe - var parat til at lytte til lægerne og deres faglighed. Til sidst fungerede systemet. Bare det var sådan hver gang.