Medicintilskudsnævnet afsløret - det handler bare om at spare penge

Det er artig læsning, Medicinsk Tidsskrift har fået adgang til med en aktindsigt i en korrespondance mellem Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet.

Anledningen er den aktuelle proces om Medicintilskudsnævnet anbefalinger vedrørende insulinlægemidler. Denne sag handler groft sagt om, at nævnet, som jo afgør udbredelsen af lægemidler i primærsektoren i Danmark, foreslår at fjerne alle tilskud til insulinprodukter bortset fra til det allerbilligste, Semglee, som er en biosimilær udgave af Lantus - og Lantus selv.

Ikke et ondt ord om gode gamle Lantus. Engang var denne insulin verdens førende, og ved sin lancering gav den diabetesbehandlingen et kæmpeløft. Men det var dengang. Siden er Lantus overhalet af andre moderne insuliner, og nogle af dem er langt bedre end Lantus, og selvfølgelig også end den biosimilære udgave.

At de nye insuliner er langt bedre er dokumenteret i talrige studier. Derfor er der ingen tvivl om, at Medicintilskudsnævnets projekt vil forringe behandlingen af danske diabetespatienter, ovenikøbet temmelig alvorligt, når de skal tvangsskiftes til insulinprodukter med væsentligt ringere effekt, f.eks. når det gælde glukosekontrol. 

Medicintilskudsnævnets anbefaling vil svare til at trafikministeren skulle forlange, at DSB skal skifte moderne elektriske tog ud med gamle dieseldrevne tog, fordi de er billigere. Så skidt med forureningen, og den langsigtede økonomi.

Absurd, ikke sandt? Men sådan er logikken i Medicintilskudsnævnets forslag.

Overfor Medicinsk Tidsskrift har nævnet bedyret, at øvelsen ikke handler om at spare penge. Åbenbart mener nævnet, at forslaget så skulle være fagligt velbegrundet, og dér taler nævnet altså mod bedrevidende, med mindre nævnets medlemmer har fingrene i ørerne og lukkede øjne og derfor ikke har kunnet følge med i, hvad der foregår på de internationale lægekongresser.

Medicinsk Tidsskrifts aktindsigt afslører da også, at det selvfølgelig er løgn, at det ikke handler om at spare penge. I mailen til ministeriet praler Lægemiddelstyrelsen ligefrem med, at det handler om at få leverandørerne ned i pris. Medicintilskudsnævnet og dermed landets Lægemiddelstyrelse har altså valgt at true patienterne med en alvorlig kvalitetsforringelse af deres diabetesbehandling, alt sammen for at få leverandørerne ned i pris, og så handler det altså om at spare. 

Det er bare ikke i orden, og det kalder på skarpe politiske reaktioner. 

Derved stopper nævnets vanvidsprojekt imidlertid ikke. Nej, i sit forsøg på at præsentere sit insulinprojekt som begavet, indrømmer Medicintilskudsnævnet i mailen til cheferne i Sundhedsministeriet, at det også handler om en besparelse på 75 mio. kr. Det er nemlig, hvad sundhedsbudgetterne vil spare, hvis det lykkes at få 40.000 insulinkrævende diabetespatienter skiftet over fra deres moderne, velfungerende behandling til den gode gamle Lantus look-a-like, svarende til to tredjedele alle disse patienter.

Her er det, at jeg er nødt til at nævne, at jeg selv er en af disse patienter. Jeg har type 1 diabetes, og jeg er derfor inhabil. I nu nogle år har jeg fået Tresiba, det ene af de insulinprodukter, som Medicintilskudsnævnet mener skal køres ud på lossepladsen eller gå ned i pris. For at få lov at skifte til Tresiba måtte jeg i sin tid småskændes med min læge for at få lov. Siden har jeg brugt Tresiba, og det har givet betydelige gevinster for mit helbred, ikke mindst lavere blodsukkerniveauer og større stabilitet.

Tænker Medicintilskudsnævnet virkelig, at jeg skal vende tilbage til min gamle behandling? 

Det bringer mig frem til den besparelse, som Medicintilskudsnævnet åbenbart mener kan vente forude, og som omtales i aktindsigten. 75 mio. kr., det er hvad det skal give af kontanter.

75 mio. kr.?

Er det virkelig den gevinst, Medicintilskudsnævnet og Lægemiddelstyrelsen går efter? Sølle 75 mio. kr. Sådan værdisætter Medicintilskudsnævnet og Lægemiddelstyrelsen altså diabetespatienternes blodsukkerregulering i et land, som praler med at have verdens bedste diabetesbehandling?

Der er grund til at nævne, at 75 mio. kr. simpelthen er peanuts, når det gælder landets medicinbudgetter. Danmark bruger altså 20 mia. kr. på medicin. MILLIARDER. At udsætte diabetespatienter for en alvorlig helbredsrisiko ved at skifte dem til gammeldags og dårligere medicin for promiller af dette budget, er jo helt uansvarligt

Hvad værre er, at det er komplet urealistisk. Det kommer nemlig ikke på tale at skifte 40.000 diabetespatienter fra moderne behandling til en gammeldags behandling. Det sker ikke, og slet ikke med danske familielægers mellemkomst.

Så måske er det halve realistisk, 37,5 mio. kr., lad os sige det. Men er selv den besparelse realistisk? Har Medicintilskudsnævnet og Lægemiddelstyrelsen overhovedet regnet rigtigt? Næppe, må man sige. I dag er medicinpriser en flygtig størrelse, og det gælder også insulin, hvor der er parallelimport, som kommer på tværs af beregningerne.

Disse prisændringer er næppe indarbejdet i nævnets estimat.

Og er der i beregningerne taget hensyn til de omkostninger, det vil påføre samfundet, at diabetespatienter ikke længere er reguleret optimalt? At de får lavt blodsukker, får sukkerchok og skal hentes af ambulancen? At de bliver defensive med deres dosering og ender med høje langtidsblodsukre og derfor får skader på nyrer, øjne og andre organer?

Er det mon indarbejdet i skønnet?

Næppe.

Når det er vigtigt, at politikerne går ind i denne sag, så er det fordi den tankegang, den kultur, som dette forslag hviler på, er på vej til at danne skole. Det afspejler sig i de basislister, som regionerne løbende reviderer, og i øjeblikket er det helt normalt at fjerne de bedste lægemidler fra anbefalingerne til lægerne. Det handler udelukkende om at spare penge, og deres iver for at holde på pengene forringes behandlingen af patienterne, og de betaler prisen med helbredsforringelser. Den forringelse af patienters behandling er Medicintilskudsnævnet og Lægemiddelstyrelsen et instrument i.

Medicintilskudsnævnets insulinprojekt er ikke bare vanvid, det er barnligt og farligt. Nævnet og Lægemiddelstyrelsen løber efter småpenge - som kan blive dyre penge. Og patienterne skal betale prisen for denne enfold. 

Tilbage er den uærlighed som hele dette projekt emmer af.

Næh, nej, det handler ikke om at spare. Selvfølgelig ikke, bedyrer nævnet og Lægemiddelstyrelsen.

Vrøvl, vi kan jo se hvad det handler om. Ikke andet end besparelser.

Er det så sandsynligt at der kommer besparelser. Overhovedet ikke. Ja, det kan såmænd ende med at blive dyrere for Danmark, fordi følgesygdommene er dyrere end besparelsen på medicinbudgetterne.