Årsberetning fra Medicinrådet har ikke meget med en årsberetning at gøre

Så kom den tredje årsberetning fra Medicinrådet - og selvom man siger, at øvelse gør mester, så er beretningen uhyggeligt mangelfuldt, når man sammenligner med klassiske årsberetninger fra organisationer eller virksomheder.

Årsberetninger skal være referenceværker. Her skal man finde alle væsentlige oplysninger om det, som er beretningens materie.

I sagens natur skal årsberetninger være neutrale i deres udgangspunkt. Men sådan er det ikke med Medicinrådets årsberetning. Hele molevitten er et partsindlæg.

Medicinrådet gør ingenting for at få uvildige øjne på arbejdet. Erhvervsvirksomheder kigges eksempelvis over skuldrene af eksterne revisorer, som skal kvalitetssikre rapporterne. I virksomheder og organisationer har man også bestyrelser, som kan holde medlemmerne i ørene, især formandskabet. Men det har Medicinrådet ikke, og det er en stor fejl. Det bliver meget åbenbart i denne årsberetning. Den minder ikke så lidt om de årsberetninger, som Peter Gøtzsche i sin tid skrev til offentligheden. Heller ikke han havde en bestyrelse eller særlige krav om neutralitet - og resultatet blev derefter: En lang hyldest. Helt så slem er Medicinrådets dog ikke, men slem nok. 

Derfor er der i denne årsberetning absolut ingen vilje til at beskrive udfordringerne ved institutionen. Mest påfaldende er det, at årsberetningen ikke med et ord omtaler sager, hvor Medicinrådet kritiseres - årsberetningen er klinisk renset for oplysninger om de lægemidler, som institutionen har afvist. Det burde ellers være en såre naturlig del af en årsberetning.

Der er heller ingen forsøg på at beskrive økonomien omkring Medicinrådet. Hvad koster det hele, hvad koster hver af sagerne? Den slags er standardstof i årsberetninger. 

Medicinrådet oplyser den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, f.eks. at sager i 12 ugers proces i gennemsnit har taget 13 uger og 3 daqe. Det ser tilforladeligt ud. Men det er heller ikke dækkende til at beskrive Medicinrådets effektivitet. Så er det afgørende at vide, hvordan behandlingstiden har været sag for sag, altså hvor mange, der er klaret før tid, og hvor mange der desværre har taget meget længere tid. Den relevante løsning er at præsentere samtlige afgørelser i Medicinrådet, hvad drejede de sig om, hvor lang tid tog det at behandle ansøgningen, hvor hurtigt kom lægemidlet i anvendelse i forhold til godkendelsen i EMA og eventuelle indikationsbegrænsninger.

Hvis Medicinrådet havde valgt den grundighed, så ville det danske sundhedsvæsen få en årsberetning, som var pengene værd. Nu er årsberetningen mere blevet en manipulation af læserne, velsagtens især politikerne. Man må håbe, at de gennemskuer sådanne julenumre. For hvorfor synes Medicinrådet, at det er rimeligt at spise offentligheden af med at oplyse den gennemsnitlige behandlingstid? Netop det nøgletal siger jo intet om rådets evne og vilje til at sikre, at behandlingstiden bliver den kortest mulige. 

Danske Regioner, som jo "ejer" Medicinrådet, kan ikke være stolte af dette værk, særligt ikke fordi Medicinrådet, velsagtens formandskabet, har valgt at forholde sig kritisk til Danske Regioners forslag til at indføre QALY. Det er Medicinrådet (læs formandskabet) temmelig kritiske for, og de vælger at lufte kritikken i en årsberetning, som jo per definition er tilstræbt troværdig og neutral.

Når man læser disse kontrollerede udbrud af kritik. går det op for én, hvorfor det er gået galt med denne beretning. Formelt er årsberetninger skrevet af den daglige ledelse til dens bestyrelse, ejere og offentligheden, og de handler om alt det vigtige, som samme målgruppe bør vide, og derfor beskrives alt også med balance og neutralitet. Sådan burde det også i denne beretning, men det ville jo svare til, at årsberetningen skulle skrives af sekretariatet - og ikke af Medicinrådet. Så ville den måske få den rette distance.

Helt barokt og ufrivilligt komisk bliver det, når Medicinrådet supplerer sin skrevne årsberetning, eller rettere partsberetning, med en mundtlig del, et podcast, hvor Medicinrådets kommunikationsfolk interviewer formændene og nogle af de andre berørte. Her får de to formænd, Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen, adgang til at tale ud om frustrationerne og den store opmærksomhed om rådets afvisninger. Her interviewer Medicinrådet kort sagt sig selv, nærmest som var det Donald Trump, som heller ikke ønsker at besvare spørgsmål fra kritiske journalister. Hvor den amerikanske præsident har sin twitter, så har Medicinrådets formandsskab sin podcast.

Medicinrådet kunne fordel se, hvordan erhvervsvirksomheder griber den slags an. Tag f.eks. Danske Bank, som har mange lig i lasten. Prøv derefter at forestille sig, at Danske Bank skulle finde på at interviewe sig selv og sende det til pressen, aktionærer, kunder og offentlighed. Det var ikke gået stille af. 

Når det gælder kommunikation, så har Medicinrådet meget at lære, og desværre er det svært at se forbedringer overhovedet.