Lungekræftpatienterne fortjener langt mere opmærksomhed

Det er velkendt blandt hospitalskyndige, at diagnoser har haft deres eget hierarki på sygehusene. Det er ikke ligegyldigt hvilke sygdomme, patienterne er mødt op med - patienter har ikke fået samme behandling.

I superligaen har været patienter med type 1 diabetes og visse kræftsygdomme, især brystkræft. Disse patienter har været favoritterne. På hospitalerne, deres personale, men også i offentligheden, og sågar også blandt politikere.

Bunden af hierarkiet har traditionelt omfattet patienter med lungekræft sammen med patienter med psykiatriske lidelser og patienter med svær overvægt. Disse patienter er på én gang de mest stigmatiserede og de patienter, som favoriseres mindst af selve sundhedsvæsenet.

For ikke lang tid siden var HIV-patienterne med i den gruppe, men sådan er det ikke længere, ikke mindst fordi HIV-patienter har fået effektiv behandling. Og det viser såmænd, at vejen ud af stigmatisering og ulighed er forbedret behandling.

Engang så hierarkiet således ud - er det stadig sådan?

Det spørgsmål har en særlig undersøgelse foretaget blandt kronikerne i Danmark forsøgt at afdække. Bag undersøgelsen står Sundhedspolitisk Tidsskrift og Onkologisk Tidsskrift, og her svarer patienter med kroniske sygdomme på spørgsmål om, hvordan de - efter deres egen opfattelse - behandles af sundhedsvæsenet og samfundet.

Her er der fokus på lungekræftpatienter, og den del af undersøgelsen har 75 deltagere, alle sammen fra Patientforeningen Lungekræft. Undersøgelsen er altså ikke repræsentativ. På den anden side omfatter den tilstrækkeligt mange patienter til at give undersøgelsen vægt.

Undersøgelsen kan ses her. 


Og her er nogle af konklusionerne:

Lungekræftpatienter oplyser, at næsten hver tiende af dem (ni procent) måtte vente mere end seks måneder på at få stillet deres diagnose regnet fra det første besøg hos den praktiserende læge. Det er en høj andel, når man tager sygdommens alvor i betragtning - men det er selvfølgelig en lille andel i forhold til virkelig mange andre kroniske sygdomme, som har et mere akut forløb.

Den slags forskelle skal betænkes. Når man sammenligner mellem grupper af patienter med kroniske lidelser, så er det vigtigt ikke at sammenligne en til en. Der er forskel, stor forskel, på at blive ramt af lungekræft, en diagnose med en ekstremt dyster prognose, og næsten alle andre sygdomme, herunder også mange kræftdiagnoser. Det forbehold er vigtigt at tænke ind i sammenligninger.

Lungekræftpatienterne er kritiske overfor deres praktiserende læger. 42 procent af dem mener, at de har fået meget lidt hjælp eller vejledning fra deres praktiserende læge. Andelen forekommer særlig høj, fordi lungekræft jo er en alvorlig diagnose, faktisk en af de mest alvorlige vi har. Andelen, som synes, at de har fået stor hjælp er otte procent.

Hver 4. patient (25 procent) med lungekræft er "utilfreds" eller "meget utilfreds" med, hvordan de oplyses om nye behandlingsmuligheder til deres sygdom. Men læg mærke til, at netop disse oplysninger jo har særlig betydning for netop disse patienter. De nye behandlingsmetoder indebærer mere end marginale forbedringer af prognosen, og derfor kan de ikke umiddelbart sammenlignes med, hvordan andre kronikere ser på samme sag.

Til gengæld kan man konstatere, at lungekræftpatienterne er overraskende positive over for Medicinrådet. 41 procent af patienterne med lungekræft synes, at Medicinrådet er "godt" eller ligefrem "meget godt".

Det står overfor et meget markant konklusion i undersøgelsen. Det viser sig nemlig, at en overvægt af lungekræftpatienterne oplever, at andre sygdomme end deres påkalder sig mere interesse. 48 procent af patienter med lungekræft oplever at at sundhedsvæsenet interessere sig mere for andre sygdomme end deres. På det spørgsmål kan kun 13 procent svare, at de behandles ligeværdigt. Der er med andre ord næsten fire gange så mange patienter, som føler sig tilsidesat i forhold til patienter, som mener, at de behandles ligeværdigt. Resten, altså 39 procent, svarer ved ikke på dette afgørende spørgsmål.

Når man ser de tal, så skal det betænkes, at lungekræft i højere grad end mange andre diagnoser vender den tunge ende nedad. Lungekræft rammer især rygere, og rygning er især en uvane blandt danskere med kortere uddannelser og lavere indkomster. Derfor er der også tale om patienter, som stiller færre krav til samfundet og omgivelserne. Den skævhed skal betænkes, og derfor er der særlig grund til at være alarmeret over skævheden i, hvor mange med lungekræft der mener, at de ikke opnår ligeværdig behandling. Stiller man det samme spørgsmål til andre patientgrupper end netop denne, så vil deres svar med sikkerhed være endnu mere kritisk over for sundhedsvæsenet og samfundet.

En kontant oplysning fra undersøgelsen er, at kommunerne ikke leverer varen. Over halvdelen, 51 procent, er ikke blevet tilbudt rehabilitering af deres kommune. Det er altså en alvorlig kommunal fejl.

Det er ærgerligt, at så mange af disse patienter savner kommunal interesse for deres situation. De patienter, som faktisk tilbydes kommunal rehabilitering, er nemlig endog særdeles tilfredse, det gælder imponerende 69 procent, mens kun 10 procent er utilfredse. Ærgerligt at så få patienter får tilbuddet,

Helt aktuelt stilles der i denne undersøgelse også spørgsmål om, hvordan coronakrisen kan tænkes at påvirke patienterne. Tydeligvis føler lungekræftpatienter, at de er markant mere truet end andre. Intet mindre end 40 procent af patienter med lungekræft frygter for, at de fremtidige behandlingsmuligheder for dem vil blive nedprioriteret, mens andre sygdomsområder vil blive opprioriteret. Patienter med lungekræft frygter altså, at de skal betale en højere pris for coronakrisen end andre.

Når de skal argumentere for deres frygt, så domineres deres svar af, at lungekræftpatienter ikke høres (59 procent), men på andenpladsen kommer: "Vores behandling er dyr" - 53 procent - og "Behandlingen af vores sygdom anses ikke for at være særlig virkningsfuld" 41 procent. De føler med rette eller urette, at prioriteringen af deres sygdom nøje hænge sammen med, hvad deres sygdom koster.

Det er sådan, at patienter med lungekræft oplever deres situation. De lider under en af de mest alvorlige diagnoser, man kan forestille sig - men desværre er de overbeviste om, at samfundet vil prioritere dem lavere, og til med, at coronakrisen yderligere vil forringe deres kår.

Ingen patienter skal have den slags følelser. Det er en forbandet pligt for det danske sundhedsvæsen at samle lungekræftpatienterne op. De må ikke føle, at de ikke er velkomne i det danske sundhedsvæsen. De skal være sikre på, at Danmark kerer sig om dem og er parat til at kæmpe for deres sag.

Kommunerne skal tydeligvis vågne op, praktiserende læger må tage lungekræftrisikoen mere alvorligt, regionerne og deres hospitaler må yde en indsats, så lungekræftpatienter ikke føler sig tilsidesat.

Men mere vigtigt er det, at samfundet samler op på patienter med lungekræft, og her kunne lungekræftscreening spille en rolle. Nu kan det dokumenteres, at screening er en fornuftig investering med et stort afkast for samfundet - og patienterne. Men det vil også bidrage til, at skal en ligestilling mellem lungekræft og andre diagnoser, som allerede har deres screenings- eller vaccinationsprogrammer, f.eks. brystkræft, HPV og mange andre kompetente sundhedsinitiativet.

Lungekræftpatienterne fortjener samme opmærksomhed.