Gudhjælpemig, medicinrådsformanden vil selv have adgang til lægemiddel før alle andre

Gudhjælpemig om ikke hospitalsdirektør og formand for Medicinrådet Steen Werner Hansen mener, at han har ret til, ja vel sagtens krav på, at blive vaccineret før sit frontpersonale.

Forleden blev det afsløret, at Steen Werner Hansen sammen med den øvrige direktion på Herlev Gentofte Hospital valgte at blive vaccineret forud for andre på hospitalet. Det har ført til kritik fra selveste Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, som har henvendt sig til Danske Regioner med sin kritik af hospitalsdirektører, der springer over køen.

Men Steen Werner Hansen fastholder, at det var i orden, at han fik vaccinen som en af de første – på trods af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Til DR siger Medicinrådsformanden, at ”det handler om at have et robust hospital inklusiv ledelse.”

”Hvis ikke jeg som leder skulle vaccineres, ville det svare til at gå i krig uden generaler,” lyder hans argument til DR.

Man må nærmest knibe sig i armen.

Er det virkelig den samme person, der er formand for Medicinrådet, og som indtager den position? I Medicinrådet er han den altafgørende person i afgørelser, hvor danske patienter er blevet undraget lægemidler, som tilsvarende patienter i andre lande har adgang til. En person som også sidder i toppen af Region Hovedstadens Lægemiddelkomite og i den position afviser lægers ansøgninger om at få adgang til de lægemidler, som Medicinrådet har afvist.

Er det denne person, som nu mener, at netop han – generalissimoen over den danske lægemiddelgodkendelse – har krav på adgang til lægemidler, som de danske sundhedsmyndigheder nøje har beskrevet, at han ikke har adgang til - fordi de skal reserveres personer og patienter, som har et reelt behov?

Heldigvis har regeringen og Sundhedsstyrelsen valgt at prioritere de svageste patienter og frontpersonalet i sundhedsvæsenet. Det er denne prioritering, som Steen Werner Hansen blæser på ved at lade sig vaccinere forud for sit personale.

Derved sender han et signal til ledere i hele det danske sundhedsvæsen: I skal da sætte jer selv forrest i køen, og der er rigtig mange generaler i det danske sundhedsvæsen, som nu med fuld kan forlange at blive vaccineret forud for personalet. Eksempelvis ledere på mere direkte berørte afdelinger. De har faktisk endnu mere ret end generalen fra Herlev Gentofte Hospital, som jo ikke har patientberøring.

Steen Werner Hansen – som vel er et forbillede for mange ledere – risikerer altså fuldkommen at skævvride prioriteringen på landets sygehuse. Faktisk har det allerede dannet skole. Der meldes om andre ledere, som sætter sig selv forrest. Det er vanvittigt.

Blæser på solidaritet

Men værre endnu er det, at Steen Werner Hansen blæser på den solidaritet, som holder sammen på den ekstraordinære indsats, som det danske sundhedsvæsen i øjeblikket præstere. Denne solidaritet er helt afgørende for sammenholdet i denne coronakrise.

Men slags har Steen Werner Hansen ikke næse for.

Mange husker sikkert, at sygehuspersonalet vendte sig kraftigt imod det julehjerte, som Region Hovedstaden sendte til medarbejderne som en julehilsen. Det fik fagforeningerne op i det røde felt – men vist uden særlig grund. Region Hovedstaden ønskede at kvittere for indsatsen. Her var ikke tale om en bonus, sådan som man f.eks. kender fra det private erhvervsliv. Nej, der var tale om et en alvorligt ment kvittering for indsatsen, og så lagde man et honninghjerte med. Desværre ramte man personalet på det forkerte ben. Her mente man at have krav på en kummefryser eller en masse penge. Og så virker et honninghjerte nok lovligt fattigt.

Hele den sag handlede om solidaritet – og hvor risikabelæt det er at udsende forkerfte signaler.

Midt i denne delikate balancegang drøner Steen Werner Hansen ind fra højre og kalder sig selv general og argumenterer for, at generaler skal prioriteres forud for de sygeplejersker og læger, som står forrest – for slet ikke at tale om de gamle og syge, som faktisk redder deres liv med denne vaccine. Dem mener Steen Werner Hansen åbenbart, at han har en menneskeret til at overhale.

Nu afventer vi dommen

Havde Steen Werner Hansen været en politiker, så røg han i en rigsret. Han var blevet fyret.

Men han er ikke politiker. Han er en topchef i det danske sundhedsvæsen med en usædvanlig elendig situationsfornemmelse. Skal han så tilgives for sine ufattelige dumheder og provokationer af andre medarbejdergrupper, som knokler for sagen – og som reelt risikerer at blive smittet?

Skal Steen Werner Hansens elitære og arrogante menneskesyn have lov overleve? Ovenikøbet når det er denne person, som er den øverste beslutningstager, når det gælder afgørelser om almindelige menneskers adgang til lægemidler?

Man kommer til at tænke på, hvordan offentligheden reagerede, da Søren Brostrøm i en enkelt situation ikke brugte mundbind. Han var tæt på at blive lynchet. Men han klarede den, fordi han overbeviste danskerne om, at han mener, at mundbind er vigtigt. Han brugte i hvert tilfælde ikke generalissimo-kortet.

Nu afventer vi dommen fra Danske Regioner og Region Hovedstaden. Hvad skal den være Stephanie Lose og Sophie Hæstorp Andersen?

Peger tommelfinderen op – eller ned?