Hvorfor må vaccinerne koste mens diabetespatienter må nøjes

I et land som Danmark er det virkelig påfaldende, at der absolut ingen interesse er for økonomien bag coronavaccinationerne – i økonomisk forstand flyver vaccinerne under radaren. Vi taler trods alt om millioner af vacciner, men ingen taler om hvad det koster. 

Til gengæld kender danskere minutiøst til forskellene på vaccinerne og hvor effektive de er – alle vil have de mest effektive, og de stakler, der tilbydes vacciner, som er mindre effektive, bliver rasende. De vil ikke behandles som om de er mindre værd end andre. 

De afgørende beslutninger, som ellers drejer sig om milliarder, har ikke skullet forbi hverken Amgros eller Medicinrådet – eller Medicintilskudsnævnet for den sags skyld. Nej den slags beslutninger træffes af politikerne, af regeringen, og det eneste, politikerne ønsker af rådgivning, er, hvordan og hvor hurtigt lægemidlerne virker i forhold til endemålet, nemlig overlevelse. 

På den måde er enorme beslutninger om enorme investeringer såre enkle – i Danmark vælger vi med selvfølgelighed de vacciner, som sikrer, at flest muligt overlever, og der stilles ingen spørgsmål derudover.

Når det overhovedet kommer på tale at acceptere vacciner som er dårligere end den bedste, så er det på grund af forsyningssituationen. Vi tager imod alle vacciner, så flest mulige kan beskyttes mest muligt, hurtigst muligt. Men det slutter det sekund, hvor vi alle har adgang til de bedste vacciner – så bliver det den vaccine alle vil have, og det ønske bliver svært at afslå. 

Skulle det komme frem, at regeringen havde valgt at spare på vaccinerne ved at købe en ringere vaccine og så give den til en andel af befolkningen, så ville der blive oprør. Ingen regering kunne overleve den forskelsbehandling – når det gælder selveste overlevelsen, så er der ikke plads til smålighed.

Sådan er coronaens logik og ingen politikere ville turde sætte sig op mod den. Det vil være selvmord.

Men den logik anvendes ikke når det gælder danskere, som faktisk allerede er syge. Så gælder en anden logik, og den udsættes danskere med diabetes for lige nu. Hvis man er syg, kronisk syg, eksempelvis med type 1- eller type 2-diabetes, har politikere valgt at deponere deres beslutningskraft hos et Medicintilskudsnævn, og hvis man har kræft eller andre krævende sygdomme, som kræver dyr behandling på sygehuse, så skal beslutningerne træffes af et Medicinråd. Ganske vist træffer disse organer beslutninger, som ofte er lige så politiske som når det gælder vacciner – men så ser det i det mindste ikke sådan ud.

Lige nu er Medicintilskudsnævnet i gang med en såkaldt revurderingsproces, som nævnet håber, vil føre til, at en masse patienter skal i behandling med lægemidler som er væsentligt ringere end de bedste. Det handler tydeligvis om økonomi – og ikke om patienternes ve og vel. 

Sagen drejer sig om insulin, og Medicintilskudsnævnet arbejder ihærdigt for at flest mulige med diabetes skal behandles med den biosimilære udgave af Lantus (som er et gammelt lægemiddel) eller med Lantus selv (den biosimilære udgave hedder Semglee). Derfor skal Semglee og Lantus have generelt tilskud – og det vil sige, at læger ikke behøver at søge om at få lov at udskrive disse lægemidler – uagtet at de ikke samme kvalitet som moderne insuliner har.

Disse moderne lægemidler skal så til gengæld efter nævnets opfattelse klausuleres. Det drejer sig om Tresiba og Toujeo. Ene af de nyere insulinlægemidler bevarer Fiasp sin generelle klausulering, men kun til en lille patientgruppe. 

Akkurat som med vaccinerne handler valget af insulin om overlevelse. Men når det gælder insulin fokuseres der bare på blodsukkerkontrol, altså evnen til at holde blodsukkeret nede. På det punkt er de moderne insuliner langt bedre end de gamle.

Derfor vil ingen, der har forstand på behandling af patienter med insulinkrævende diabetes, reelt være enig i Medicintilskudsnævnet anbefaling. Hvis der var frit valg, så vil læger gribe ud efter de moderne insuliner, som er dyrere men som sikrer en bedre blodsukkerkontrol og som derfor bidrager til et længere og bedre liv. Netop på diabetesområdet er dokumentationen usædvanlig stærk. 

Den løsning, Medicintilskudsnævnet anbefaler, vil favorisere de stærke patienter. Dem, som ved, at de burde have adgang til bedre lægemidler. Til gengæld vil de svage patienter, dem, som ikke har ressourcer eller stærke pårørende, kommer til at leve med de lægemidler, som uden videre kan udskrives til dem. Jo, enkelte praktiserende læger vil kæmpe kampen – men mange vil ikke orke, og det er da også akkurat hensigten med Medicintilskudsnævnet anbefalinger. 

Skulle patienterne opdage, at der findes bedre muligheder, så har Medicintilskudsnævnet tilrettelagt det således, at det er svært, i visse tilfælde umuligt at få den optimale behandling – med mindre netop deres udgave af diabetes lever op til en række krav. Hvis patienternes læger skulle få lyst til at give deres patienter den bedste behandling for dem, så skal de søge og gennem bureaukrati for at få adgang til at udskrive de lægemidler som er bedst for patienterne. Ofte orker de det ikke.

Tilbage står, at taberne her er dem, der ikke får adgang til de moderne insuliner, og taberne bliver især de svage patienter. 

Ifølge Medicintilskudsnævnet handler det om økonomi. De lægemidler, som danskere med diabetes skal behandles med efter Tilskudsnævnets opfattelse, er markant billigere end de lægemidler, som de burde behandles med og som kan dokumentere deres markante overlegenhed i forhold til de lægemidler Medicintilskudsnævnet insistere på at de skal have. 

Men nævnet har ikke magtet at dokumentere de økonomiske fordele, og det er da heller ikke et enkelt regnestykke. De lægemidler som nævnet arbejder for at nedprioritere, er langt bedre til at sikre sygdomskontrol end dem som nævnet ønsker at opprioritere. Men hvad koster forbedret blodsukkerkontrol og hvad er prisen for ekstra leveår, hvor patienten er tip-top.

Det har også en pris, at patienterne skal monitorere deres blodsukker tættere med en dårlig insulin – og i øvrigt, at dårlig blodsukkerkontrol koster sygedage for mennesker med diabetes. 

Indlysende burde disse forskelle indregnes i nævnets regnestykke. Men det er ikke sket. At Medicintilskudsnævnet forslag er billigere er derfor en påstand uden dokumentation. 

Hvem bærer så ansvaret for denne mærkelige proces. Medicintilskudsnævnet er jo ikke et frit i luftende svævende organ. Nej, Medicintilskudsnævnet er Lægemiddelstyrelsens ansvarsområde, og i spidsen for denne styrelse er Thomas Senderovitz, den muntre og kompetente direktør, mange kender fra TV. Dér argumenterer han altid for lægemidlers sikkerhed, og at man skal tage sig tid til at vælge de rette vacciner. Man får det indtryk, at det ligger ham på sinde, at systemet giver danskerne de rette stoffer.

Men sådan har han det åbenbart ikke med danskere med diabetes.

Det samme gælder for Thomas Senderovitzs chef, sundhedsminister Magnus Heunicke. Han har det øverste politiske ansvar for beslutninger truffet i Medicintilskudsnævnet. Det kan der ikke herske tvivl om – selvom han aldrig vil erkende det.

Selv Folketinget bærer et ansvar – det er jo sundhedspolitikkernes opgave at holde Magnus Heunicke i ørene – men den opgave løser de ikke godt. 

Men Folketinget burde gå ind i denne sag. I underskoven af medicingodkendelsessystemet foregår rigtigt meget, som burde have national politisk opmærksomhed. Regionerne udsender behandlingsanvisninger til lægerne i deres område, som er dybt uansvarlige og som er baseret på samme forfejlede tankegang som Medicintilskudsnævnet.

I de kredse er det bedste ikke at foretrække – heller ikke det næstbedste eller tredjebedste. Nej, i det kredse er man åbenbart helt ligeglad med patienterne, bare systemet kan spare en smule. 

Og besparelsen behøver ikke engang at være veldokumenteret

PS: Det er patienterne uvedkommende men det ene af de lægemidler som Medicintilskudsnævnet er gået til kamp i mod produceres jo af Novo Nordisk – det er en del af en portefølje af diabeteslægemidler, som i dag er Danmarks største eksportvare – helt uden sidestykke. Det vil nok se mærkeligt ud, hvis Danmark fravælger dette lægemiddel.

Dens slags overvejelser bør normalt ikke indgå i bedømmelsen af, hvad det danske sundhedsvæsen bør satse på. Men måske burde erhvervsministeren gøre sig overvejelser.