Vi har fået en regering, som ikke tror på lægerne
- Kristian Lund er redaktør på Onkologisk Tidsskrift,
tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af
landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.
Hvis Danmark skal komme helskindet gennem coronakrisen, så kræver det ubetinget tillid til de faglige eksperter, fortrinsvis fra Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, men faktisk også virologer og andre eksperter på landets universiteter og førende hospitalsafdelinger.
Tag bare den aktuelle vaccine-krise om AstraZenecas vaccine. Hvis den vaccine nogensinde skal genfinde sin plads i det danske vaccinationsprogram, så er forudsætningen, at vi stoler på de danske eksperter. De skal give danskerne tro på, at denne vaccine kan fungere. Der kan politikernes mening ikke bruges til noget som helst. Ja, faktisk vil det svække vaccinens troværdighed, hvis politikere nogensinde skulle finde på at mene noget om den.
Sådan er det med alle tiltag i sundhedskriser – de skal baseres på rådgivning fra kompetente eksperter, som er helt og aldeles uafhængige af magthaverne. Vi stoler ikke på politikerne. De vil velsagtens bare spare penge eller på anden måde manipulere os.
At det hænger sådan sammen, er regeringen pinligt bevidst om, og skulle man være i tvivl, så kan man bare begynde at tælle, hvor ofte Mette Frederiksen og Magnus Heunicke henviser til ”vores eksperter.” Det gør de hele tiden.
Men ét er hvad regeringen siger, noget andet er, hvad den gør.
Mest aktuelt og på den hele store skala afsløres det, når man studerer den Epidemikommission, som regeringen har formået at få stemt igennem Folketinget. Man får ondt i øjnene, sjælen og hovedet, når man ser, hvordan Mette Frederiksen har bemandet Danmarks nye Epidemikommission - og det bliver endnu værre, når man studerer første fase i lanceringen af kommissionen.
I Epidemikommissionen, som altså skal rådgive Folketinget og et nyt Epidemiudvalg, har regeringen groft sagt valgt at køre fagligheden ud på et sidespor. I stedet er det hele overladt til repræsentanter, som er direkte kontrolleret af regeringen. Der er 11 medlemmer af kommissionen, og de fem er direkte kontrolleret af politikerne i regeringen. Det mest uafhængige i denne kommission kommer fra Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Resten kommer fra styrelser og styrelseslignende institutioner, som også er kontrolleret af regeringen.
Formand for kommissionen er departementschefen i Sundhedsministeriet - og mon ikke vi er mange, der husker, hvordan den daværende departementschef Per Okkels vred armen rundt på Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som ikke uden videre ville bakke op om den altafgørelse beslutning om at lukke hele Danmark ned 11. marts 2020. Nu er dette hierarki låst fast i denne kommission, hvor departementschefen simpelthen er blevet chef for Søren Brostrøm.
Dengang, i forbindelse med nedlukningen, var der ingen respekt for fagligheden - ja, Mette Frederiksen henviste som bekendt netop til en opbakning fra faglig side i nedlukningen, men i dag ved vi, at det var løgn. Det har rapporten fra professor Jørgen Grønnegaard afsløret. Nu er det system, som dengang ikke uden ufine midler kunne tyranniseres, simpelt hen sat i system.
I de gode gamle dage, hvor regeringer gik op i upartisk rådgivning, ville Sundhedsstyrelsen være sat i spidsen for den nye institution, og den ville bedt om at udpege kompetente og uafhængige rådgivere til kommissionen, og så ville politikerne – og alle os andre - kunne stole på kommissionen.
Sådan var dansk forvaltningsskik, inden Mette Frederiksen blev statsminister. Nu er den tankegang kørt på lossepladsen.
Der er et historisk fortilfælde til Mette Frederiksens særlige tilgang til uafhængighed. Men det er nu ikke noget flatterende forbillede. I historien er der nemlig en prominent minister, som ligesom landets statsminister valgte at afmontere Sundhedsstyrelsen, og det er en Venstre-minister, som reelt fungerede som indenrigsminister tilbage i 1906-07.
Hans navn var Peter Adler Alberti, og han nedlagde simpelt hen den daværende Sundhedsstyrelse (som dengang hed Sundhedskollegiet). Han orkede – lige som Mette Frederiksen - ikke de bedrevidende eksperter, så han smed dem ud. Alberti viste sig siden at være en svindler af værste skuffe. Han endte i fængsel.
Når det i vor tid er lykkes at få oppositionen og støttepartierne med på denne nye konstruktion, så er det, fordi de desværre har set sig tilfredse med en anden ny konstruktion i dansk politik, nemlig et Epidemiudvalg, som trods alt får en central rolle i fremtidens epidemihåndtering.
Dette udvalg er da også en stor gevinst i forhold til det regime, som regeringen har kunnet praktisere inden for rammerne af dem gamle epidemilov. Det regime er slut med det nye udvalg, som altså er en stor gevinst for oppositionen. Men det er som om, at selvsamme opposition har overset, at det fine nye udvalg kommer til at basere sine beslutninger på oplæg fra Epidemikommissionen, og dér har regeringen altså frit spil til at presse sine særlige strategier igennem.
Nej, det er da usandsynligt, vil mange sige - ikke i Danmark. Men jo, og sådan gik det fra allerførste færd, da Epidemiudvalget skulle tage stilling til regeringens ønske om at indføre testtvang i Vollsmose.
Det forløb er grundigt oprullet i dagspressen, og det er en af de meget få glædelige gevinster ved coronakrisen - at pressen har mobileret deres graverjournalister og sat dem ind på sundhedsområdet. Efter nogle begyndervanskeligheder er det lykkes disse redaktioner at afsløre en lang række af regeringens julenumre - og i visse tilfælde alvorlige overtrædelser af dansk forvaltningsskik.
I den forbindelse har dagbladet Politikens gravere interesseret sig for offentlighedens muligheder for at få indsigt i, hvad der foregår i regeringens Epidemikommission (se afsløringen her). Men denne kommission er ikke omfattet af de sædvanlige regler om offentlighed i forvaltningen, og derfor kan denne nye institution afvise aktindsigtsbegæringer. Systemet er nærmest satanisk. Offentligheden vil kun i sjældne tilfælde kunne se magthaverne i kommissionen i kortene.
Samtidig – samme dag – afslørede Berlingske, hvordan sundhedsminister Magnus Heunicke fra allerførste færd misbrugte den nye kommission og offentlighedens manglende muligheder for at få indsigt i arbejdet dér, til at lyve overfor det nye Epidemiudvalg (se afsløringen her).
Anledningen var regeringens forslag om at indføre tvangstestning i Vollsmose. Her påstod landets sundhedsminister frisk og frejdigt, at han havde opbakning til sit forslag fra to af landets fremmeste eksperter. Det var imidlertid løgn. Og ikke nok med det, de to eksperter havde tilbudt at stille op til et møde med udvalget, og den mulighed gav ministeren dem ikke.
Begge disse afsløringer er ekstremt belastende for Mette Frederiksens regering. Alligevel ser det ud til, at man klarer frisag.
Det er der desværre kun en forklaring på, nemlig at oppositionen fik sit Epidemiudvalg og altså politisk indflydelse på et land, der befinder sig i en epidemi.
Forvaltningsretligt er der tale om et svigt af historiske dimensioner, og Magnus Heunicke burde som et minimum få en næse.
Det ville være sket engang – men åbenbart ikke længere.