Stakkels Grete - skal kæmpe en umulig konflikt

Møderne mellem de strejkende sygeplejersker og arbejdsgiverne i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening blev præcist så nyttesløse, som man kunne frygte.

Regionernes chefforhandler Anders Kühnau (Soc.) gik ind til sit møde med et håb om, at sygeplejerskerne kunne formulere nogle løsninger eller ønsker, og det havde alle vi andre også håbet. Men nej, Grete Christensen, sygeplejerskeformanden, mødte tomhændet frem, og hun forlod mødet lige så tomhændet. Det gentog sig med ved mødet med kommunerne.

Der er tydeligvis ingen idéer til løsninger og dermed besegler sygeplejerskerne deres egen skæbne. Løsningen bliver politisk, og mest sandsynligt ender det hele med nøjagtig den løsning, det hele begyndte med, og som sygeplejerskerne afviste. I givet fald har vi alle, og især sygeplejerskerne, spildt tiden – foruden en masse penge.

Fra begyndelsen af konflikten og til nu har det været svært at øjne sygeplejerskernes strategi. Konflikten er den dårligst timede i mands minde. Det hele begyndte, da presset på hospitalerne aftog, fordi coronaen kom under kontrol. Samtidig gik landet på sommerferie, og derfor kom fraværet af sygeplejerskerne ikke til at betyde andet, end at regionerne har sparet en masse lønudgifter. Danskernes opmærksomhed har været på fodbold, cykling, OL opg alskens sport – og ikke denne konflikt.

Nu, i disse dage, begynder fraværet af en stor gruppe sygeplejersker at gøre mere ondt, men eftersom vi netop har forladt den største sundhedskrise måske nogensinde, og derfor en periode hvor alting alligevel blev aflyst, så har danskerne nærmest vænnet sig til, at operationer skal udskydes. Det er blevet hverdag.

Der er altså grænser for, hvor meget denne strejke gør ondt.

Sygeplejerskernes grundlæggende problem er, at omverdenen ikke uden videre accepterer præmissen om, at sygeplejersker er markant dårligere lønnet end andre lønmodtagergrupper på lignende uddannelsesniveauer.

Sygeplejerskernes følelse af være uretfærdigt behandlet har ikke opnået opbakning i resten af fagbevægelsen. Ja, det virker som om, at resten af fagbevægelsen får røde knopper af de mest rabiate sygeplejersker - dem, som står bag konflikten. Og når det ikke har været muligt at mobilisere andre lønmodtagere – så bliver det svært at få alle andre til bakke op om synspunktet. Det er heller ikke lykkes at samle en overbevisende overvægt af arbejdsmarkedsforskere bag synspunktet. Sygeplejerskerne savner også eksperternes opbakning.

Derfor savner strejken den legitimitet, som er nødvendig for at få bred politisk opbakning. Det er da heller ikke lykkedes at få pressen til at gå ind i kampen. Der er vist ikke et eneste af de store medier, som på lederplads har bakket op om denne konflikt. I stedet har de forholdt sig analyserende til konflikten, og i deres analyser har de været kritiske overfor DSR’s strategi. Selv ikke lønmodtagernes hoforgan Politiken, som eller ikke lægger fingre i mellem i den slags sager, har turdet mene ret meget om denne konflikt, og man aner, at det er, fordi avisen ikke støtter konflikten – men også, at det tør avisen ikke synliggøre.

TV Avisen og TV2 Nyhederne har haft afstand til konflikten – men begge nyhedsstationer har dog gennem hele konflikten være venlige at få det til at se ud som om, at konfliktens demonstrationer har haft pæn tilslutning – hvor det ellers har været klart, at der ikke var mange på barrikaderne.

Derfor har iscenesættelsen heller ikke fungeret – dårligt arbejde.

Når projektet halter, så er forklaringen nok, at det forligsforslag, som et flertal af sygeplejersker stemte ned – efter DSR ellers bakkede det op – netop sigtede mod at dokumentere deres påstand. Denne kommission skulle jo skabe legitimitet om sygeplejerskernes påstand om, at de er underbetalte i forhold til mandlige lønmodtagere med tilsvarende uddannelsesniveau.

Netop dette kommissionsarbejde var jo den eneste reelle mulighed for at skabe troværdighed om sygeplejerskernes krav – men det stemte de ned. De orkede ikke at vente på kommissionens arbejde. En syltekrukke kaldte de forslaget, og så sagde de nej. Desværre uden tanke for, hvad det nej egentlig fortalte om deres forhold til ønsket om at dokumentere, at deres påstand holder vand. Man kan ikke overbevise danskerne, politikerne og andre lønmodtagere om en påstand om uretfærdighed ved at stampe i jorden og blive rød i hovedet af raseri. Det er ikke tilstrækkeligt. Der må facts på bordet, og de skal komme fra uafhængige eksperter. Som i den nedstemte kommission.

Et sammensurium af alt dette har så ført til, at danskerne ikke er blevet overbeviste om rimeligheden af sygeplejerskernes strejke. En opinionsundersøgelse foretaget af DR viser, at 42 procent af danskerne bakker op om denne konflikt – og resten er altså ikke fortalere. Denne beskedne tilslutning har ligget stabilt i hele konflikten – der er ingen, som har skiftet mening. Netop sådanne uforpligtende opinionsundersøgelser plejer ellers at vise markant opbakning – men altså ikke til denne.

Stakkels Grete Christensen. Hun holdt fast i magten i DSR og lykkedes med det projekt. Men hun forstod ikke sine medlemmer, og nu kæmper hun en kamp, hun slet ikke er enig i. Havde hun kastet håndklædet i ringen, så ville DSR være ilde stedt. Men med hende i formandsstolen er det modsat meget svært at se, hvad DSR har tilbage af troværdighed – to gange, måske lige frem tre, har medlemmerne stemt hende ned.

Hendes tid er slut – men man må beundre hende for at kæmpe sagen til ende – uden hende ville situationen nok være endnu værre.

Problemet er, at modstanden mod hendes er desorganiseret, og derfor kan modstanderne ikke formulere de ønsker, som skal til få at løse denne konflikt.

Tilbage er, at Mette Frederiksen er nødt til at gribe ind – og det kommer til at ske snart. Når det sker, vil udfaldet mest sandsynligt vise, at denne konflikt var forfejlet. Sygeplejerskerne er tilbage ved start, og konflikten har været spild af tid og penge.

Til gengæld kan det vise sig, at den kommission, som sygeplejerskerne har villet undgå, kan blive deres redning – den kan vise, at de har ret.

Når det sker, så har de en god sag.