Vinterpakken er en falliterklæring for Socialdemokratiet

Det er en falliterklæring, at landets regering – sammen med sine støttepartier – afsætter intet mindre end én milliard kroner - uspecificeret - til det danske sundhedsvæsen.

Politikerne er ellers superstolte over deres initiativ, som i virkeligheden bare skal medvirke til at skabe ro blandt sygeplejerskerne, men selvfølgelige uden at andre lønmodtagergrupper i sundhedsvæsenet føler sig forbigået.

Bedømt med de alen så er den såkaldte vinterpakke en succes. Dette hold-kæft-bolsje ser faktisk ud til at lukke munden på sygeplejerskerne – endnu inden de har opdaget, at denne milliard ikke løser deres problem.

Til gengæld udstiller initiativet den idefattigdom, som præger Socialdemokratiet og støttepartierne, når det gælder sundhedssektoren. De har simpelt hen ikke en eneste brugbar ide til, hvordan det danske sundhedsvæsen skal repareres midt i den største krise, det endnu har befundet sig i. Idéfattigdommen er suverænt størst hos Socialdemokratiet, som tydeligvis ikke er i stand til at se en langsigtet plan for sundhedsvæsenet. Regeringen mangler både indsigt og vilje, når det gælder sundhedsvæsenet. Udskiftningen af veteranpolitikere på sundhedsområdet over de seneste år, først Sophie Hæstorp Andersen til regionspolitik og nu Københavns Kommune og siden Flemming Møller Mortensen, har været katastrofal - nu har regeringspartiet intet at byde på.

Om selve formålet med pakken hedder det, at pengene skal gå til ”særlige midlertidige indsatser i vintermånederne i sygehusvæsnet, der kan bidrage til fremadrettet at styrke og understøtte aktiviteten, fastholde sundhedspersonale og få sygehusvæsnet gennem en ekstraordinær svær vintersæson til gavn for patienterne og personalet”.

Nøj, hvor krævende. Realiteten er, at denne milliard overlades til regionerne – nærmest uden krav - og det er nu regionerne, som skal stå på mål for en fornuftig anvendelse af pengene. De har nærmest frit slag – der stilles ingen krav til regionerne om, hvad danskerne forventer at få ud af denne enorme investering.

Der er ingen målbarhed, ingen krav, intet som vi skal følge op på. Pengene kan herefter gå til at alle mulige formål: Regionernes bureaukrati, hospitalsbyggerier, hvad som helst.

Derved føjer denne plan sig til stort alle de store planer, som er gennemført de seneste mange år. De kan ikke for alvor monitoreres – sådan har det eksempelvis været med det to-cifrede milliardbeløb, som Danmark har postet i initiativer som kræftplanerne. Det blev senest afsløret af evauleringen af Kræftplan IV. Uheldigvis havde politikerne glemt at sikre, at de politiske mål faktisk blev leveret. Derfor ved vi intet om, hvor vidt patienterne fik deres såkaldte ”patientansvarlige læger” eller det andet vigtige mål ”patientinddragelse”. De to vigtige elementer har ikke kunnet måles.

Den vinterpakke, som regeringen netop har forhandlet sig frem til med støttepartierne, er endnu værre, når det gælder målbarhed. Vi er så tæt på ”pengene kastes ud af vinduet”, som man kan komme.

Investeringen er ellers ikke just ubetydelig. Denne regering har endnu ikke afsat penge, der bare lignede vinterpakken, når det gælder psykiatri. Nej, det magtede denne regering ikke denne gang. Men den magtede akkurat at smide en milliard afsted - uden mål, uden ide, ud at kunne måle, hvad der kom ud af investeringen.

Faktisk ren panik. Ja, en falliterklæring.