Regeringen behandler psykiatrien stedmoderligt - og en af forklaringerne findes hos psykiatrien selv

Man græmmer sig. Nu har vi ventet og ventet og ventet på, at Mette Frederiksens regering skulle tage sig sammen og indfri løftet om at gennemføre en psykiatriplan.

Men nu indhentes regeringen af det kommende valg, og så skubbes projektet med garanti videre til den næste regering - og en uvis skæbne. Der kan gå år, mens politikere uddeler penge til alle mulige andre formål: Varmehjælp, pensionister - det er sandelig ikke, fordi der ikke bruges penge. 

Men når det gælder psykiatrien, så er denne regering et flop, en fiasko. Den lovende fra starten at gøre noget ved problemet, men det viste sig, at den ikke havde vilje til at give psykiatriske patienter et løft - og i øvrigt heller ikke evnerne. Der er simpelt hen ikke kommet noget som helst godt fra denne regering inden for psykiatrien.

Tilbage står, at regeringen trods alt nåede at beskrive problemerne og de mulige udfald, skabt af Sundhedsstyrelsen sammen med dygtige psykiatere. Men netop sådan har det været med denne regering på sundhedsområdet. Man lover en masse. Sender sagerne til kommissioner, ekspertråd og lignende – så tingene trækkes i langdrag. Når eksperterne langt om længe offentliggør deres anbefalinger, så vælger regeringen at se bort fra rådgivningen. Sådan er det f.eks. gået med miljø og visse økonomiske spørgsmål – og nu meget aktuelt med minkkommissionen. 

I tilfældet med Sundhedsstyrelsens forberedende arbejde, så beskrev eksperterne problemerne – og nu er projektet kørt ind i en væg. Løfterne fra regeringens start bliver ikke indfriet. 

Men kunne ønske sig, at den slags løftebrud straks blev straffet, når danskerne skal sætte deres kryds. Men det er der næppe udsigt til, ikke mindst fordi danskerne nok siger, at de er optaget af at løse psykiatriens problemer, men reelt går danskerne desværre ikke op i det.

Blandt forklaringerne er, at politikerne reelt ikke interesserer sig for psykiatrien. I stedet bruges psykiatrien ofte til andre politiske formål. Efterhånden er det verdensberømt i Danmark, at landets statsminister kom til at sige, at mange psykiatriske problemer kunne løses, hvis bare foreningslivet havde fået lov til at opdrage de unge. Frygtelig naivt, men i virkeligheden også et stykke politisk strategi, fordi Mette Frederiksen dermed brugte psykiatrien i en socialdemokratisk værdikamp. 

Lige nu bruger SF psykiatrien til at pleje sine interesser hos pædagogerne og lærerne, for slet ikke at tale om forældrene til børn og unge – og nu mener SF nærmest, at børne-unge psykiatrien skal flyttes fra Sundhedsministeriet og til et nyt børne-unge ministerium. SF anerkender simpelt hen ikke, at psykiatrisk sygdom faktisk er sygdom, som kan have biologiske forklaringer og ikke handler om opvækst.

Under alle omstændigheder behandles psykiatrien stedmoderligt af Christiansborg, og en af forklaringerne er desværre psykiatrien selv. 

Ubegribeligt nok er det aldrig lykkes at samle patienterne i en slagkraftig organisation. Det kunne have gjort en forskel. I stedet er der en masse specialiserede og dygtige foreninger, som kæmper for hver deres fragment af psykiatrien. Reelt er de blevet hinandens modstandere, fordi de svækker hinandens muligheder for at opnå politiske resultater. 

Men heller ikke lægerne har helt forstået de strategiske muligheder i at arbejde sammen. I stedet har vi opdelt specialerne i voksenpsykiatri og børne-unge psykiatri, og sørme om ikke de to specialer bekæmper hinanden som i en utilpasset familie. De bistås så af psykiatere, som kæmper for deres subspecialer - og alle sammen af et godt hjerte. Men når man kæmper for én diagnose, så kæmper man desværre samtidig også imod de andre psykiatriske diagnoser. 

Denne opsplitning af psykiatrien er gift for de psykiatriske patienter. Når området er opsplittet, så kan man ikke skabe et pres på politikerne. I stedet giver man mulighed for, at politikerne kan finde undskyldninger for ikke at arbejde for psykiatrien. Alle de gode viljer og intentioner er selvmorderiske for psykiatrien. 

Det er velkendt, at Kræftens Bekæmpelse har kolossal politisk indflydelse. Det er, fordi politikerne mener, at Kræftens Bekæmpelse er en patientforening, og det er Kræftens Bekæmpelse reelt ikke (Kræftens Bekæmpelse foretager forskning), og fordi politikerne mener, at Kræftens Bekæmpelse taler på vegne af alle kræftpatienter, og det er faktisk heller ikke sandt. Men det er til gengæld sandt, at Kræftens Bekæmpelse har kolossal indflydelse på vegne af patienterne, og så kan alt det formelle faktisk være ligegyldigt.

Pointen er, at kræften taler med én stemme, og det kunne psykiatrien lære af. 

Et andet område, som har stor politisk succes, er hjerteområdet. Her taler hjertepatienterne og deres læger med én stemme, selvom foreningen dækker over mange meget forskellige diagnoser. I det danske sundhedsvæsen findes ikke et mere effektivt samarbejde mellem læger og patienter end på hjerteområdet. Her går lægerne og patienterne hånd i hånd, og sammen har de skabt imponerende resultater. Ikke mindst en hjerteplan, som i den grad har forbedret hjertepatienternes situation.

De psykiatriske patienter kunne opnå samme gennemslag, hvis lægerne og patienterne på samme måde stod sammen - så kan det være, at den næste regering kan presses til at levere ikke bare en psykiatriplan, men også en rigtig god og gennemtænkt plan, som gerne må koste.