Jakob Kjellbergs fusionsplan dur ikke

Vupti, sådan kan problemerne trylles væk. Vi skal – om man så må sige – bare fusionere Region Sjælland med Region Hovedstaden, så undgår vi problemer a la dem, vi netop har oplevet med unødvendige benamputationer i Region Sjælland.

Forslaget kommer fra sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg, og så skal det jo tages alvorligt. I Berlingske foreslog han i torsdags, at svejse de to regioner meget tættere sammen med en decideret sammenlægning som én mulighed. »Man er nødt til at have en diskussion om strukturelle tiltag på Sjælland. De problemer, som amputationssagen har afdækket, ses også på en lang række andre områder. Region Hovedstaden støvsuger markedet for læger og sygeplejersker, mens kapaciteten og behandlingen sakker længere og længere bagud i Region Sjælland,« sagde Jakob Kjellberg til Berlingske.

Umiddelbart er løsningen da også besnærende. Den ene region har for få ressourcer og ekstra mange udfordrede patienter, den anden har flest ressourcer af alle regionerne, og patienterne i netop den region er ikke nær så udfordrede.

Nu ville det være at fordreje problemerne, hvis Region Sjælland alene var presset, når det angår benamputationer. Det er så heller ikke tilfældet. Region Sjælland har store problemer med, at personale til virkelig mange andre områder. Ikke mindst praktiserende læger, men også mange andre speciallæger, foruden sygeplejersker.

Derfor er Jakob Kjellbergs synspunkt relevant og velbegrundet.

Men det er altså kun på tegnebordet, at logikken holder.

I virkelighedens verden er konstruktionen med to små regioner og tre store regioner særdeles brugbar i forhold til alle mulige overvejelser om konsolidering og centralisering.

Når Region Sjællands sundhedsvæsen hænger sammen, så skyldes det kreative løsninger og en pragmatisk indstilling til mangt og meget. Det er nødvendigt, hvis det skal lykkes at bemande stillinger i de fjerneste afkroge af landet.

Den slags løsninger kunne slet ikke lade sig gøre i Region Hovedstaden.

Skulle man finde på at fusionere de to regioner, så kan hovedstaden godt belave sig på borgerkrigslignende tilstande, hvor al fokus i den gamle Region Sjælland vil være på, om man bliver snydt af storebror i nord. Skulle det ske, så ruller traktorerne og protesterne fra Sjælland ind på regionsgården i Hillerød. Det bliver ikke sjovt at sidde i den politiske ledelse af den nye store region.

Derfor - stort er ikke altid godt. Ja, ofte er stort noget skidt.

I netop sagen med benamputationer, så bor Danmarksmestrene i rigtig håndtering i Nordjylland, som ved Gud heller ikke har så mange ressourcer som Region Hovedstaden. Men Region Nordjylland har fundet det rigtige koncept, og det er det stærkeste bevis for, at den lille region sagtens kan være de store overlegne.

Netop Region Nordjylland har jo også landets højeste patienttilfredshed. På de kanter er borgerne glade for deres regionalesundhedsvæsen. Den tillid har de store regioner ikke.

Så de små regioner kan godt. Nogle gange kan de ligefrem udkonkurrere deres større og dyrere kolleger. 

Men det kræver, at man tænker sig om. Så bag ved Region Nordjyllands dygtige håndtering af de nævnte sundhedsopgaver ligger en strategi, og den handler om at centralisere de specialiserede behandlinger der, hvor man magter dem, og så overlade de andre opgaver, som kræver nærhed til patienterne, til lokale hospitaler.

Når Region Sjælland ikke har formået at følge trop, så er det, fordi regionen ikke har haft det politiske mod til at gennemføre tilsvarende centralisering. I stedet holder regionen stædigt fast i strukturerne fra før regionernes fødsel, den gang sundhedsvæsenet var amtskommunalt.

Region Sjælland blev født ved at bringe tre amter i samme rum. Nu skulle de stå sammen i tykt og tyndt. Men ægteskabet blev aldrig fuldbyrdet – de tre gamle amter rumsterer stadig og kræver hver deres bevågenhed til stor skade for de sjællandske patienter – men åbenbart til politikernes udelte fornøjelse.

Jakob Kjellberg har ret i, at der er problemer med Region Sjælland. Problemet er bare ikke det sjællandske sundhedsvæsen. Nej, problemet er politikerne, som aldrig har villet regionen.

Det er også politikernes skyld, at Region Sjælland aldrig har fundet et naturligt leje for sine ambitioner. Det giver ingen mening, at de mest specialiserede sundhedsopgaver skal ligge i regionen – nej, der er der basis for et samarbejde med Region Hovedstaden. Så kan Region Sjælland koncentrere sig om de vigtigste opgaver, nemlig at få det basale, patientnære sjællandske sundhedsvæsen til at fungere. Det burde være det politiske fokus for regionens politikere.

Det bedste man fra centralt hold, altså Folketinget, kan gøre for Region Sjælland, er at investere i nogle ekstra bevillinger i en periode på tre-fem år til regionen. Med investeringen skal følge forpligtelsen til at centralisere endnu mere, end man har gjort, og så skal der følge penge med, når regionen overlader stærkt specialiserede opgaver til Region Hovedstaden (eller Region Syddanmark, for den sags skyld).

Den opskrift kunne fungere – i modsætning til en fusion.