Blixt og Heitmann stopper: Stort tab for det danske sundhedsvæsen

Det kan næsten ikke overdrives hvor stort et tab, det er for det danske sundhedsvæsen, at politiske profiler, som Liselott Blixt og Jane Heitmann nu indstiller deres folketingsarbejde.

De to, hvor forskellige de end er som personer, har mange lighedspunkter. Begge blev de formænd for Folketingets sundhedsvalg, begge har de mange års anciennitet med arbejdet i Folketingets sundhedsudvalg, begge har de arbejdet utrætteligt for sundhedsvæsenet. Hvor mange folketingspolitikere bare dukker op til de politiske debatter, så har både Heitmann og Blixt ofte valgt at prioritere at være med hele vejen, så de var grundigt klædt på til de politiske diskussioner.

Men de er også forskellige. Liselott Blixt har ofte tilladt sig at lave nære alliancer med patientgrupper, hun har ment, behøvede hendes hjælp. så har Jane Heitmann snarere arbejdet som klassisk politiker og arbejdet for klassiske politiske løsninger.

Bedømt med de alen, så har Liselott påtaget sig at være fødselshjælper og spindoktor, mens Jane Heitmann har lyttet og ageret. Den ene nærmest aktivistisk den anden en mere diskret emminence.

Små slag, kan man næsten høre vælgerne stønne – mon ikke nye generationer af politikere er parat til at levere indsatser, der ligner.

Desværre, sådan fungerer tingene ikke. Vi kommer tværtimod til at vente længe på arvtagere til de to tidligere formænd

Det tager mindst fem år at blive en kompetent sundhedspolitiker. Så lang tid tager det at lære sundhedsvæsenet at kende. Forstå systemet og hvordan aktørerne fungerer: Patienterne, lægerne, sygeplejerskerne, sosuerne, administratorerne, det nære sundhedsvæsen, regioner, hospitaler m.v.

Møgirriterende politikere

Den dybe viden om disse indretninger har de nye kandidater ikke. Ofte har de bare ikke erkendt det, og så starter de på deres sundhedspolitiske karriere med stor selvtillid. Men det er også møgirriterende at følge de nye sundhedspolitikere, der tror, at de kan deres stof – uagtet de er kilometer fra den forståelse som Blixt og Heitmann repræsenterer.

Og nu er vi fremme ved den egentlige pointe.

Sagen er nemlig, at sundhedspolitikken æder sine politikere. Liselott Blixt og Jane Heitmann er bare de seneste ofre, og de kommer for enden af en lang række af andre kompetente sundhedspolitikere, som forlod sundhedspolitik alt for hurtigt.

En del er blevet forfremmet ud af sundhedspolitikken. I spidsen for dem er Sophie Løhde, som jo var en fremragende sundhedsminister men som nu er løftet op i Venstres ledelse. Nogenlunde på samme måde er Flemming Møller Mortensen, som bestemt havde sundheden i hjertet – nu er han gruppeformand for Socialdemokratiers folketingsgruppe. Konservative Mette Abildgaaard nåede vel ikke rigtig at falde til med sundheden, men hun havde potentialet. Nu er hun på vej mod toppen hos de konservative. Væk er de – uden at kigge sig tilbage.

Andre fandt deres udfordringer anderswo. Sophie Hæstorp Andersen valgte Region Hovedstaden og siden Københavns Kommune, Ellen Trane, som ligefrem har erfaring som sundhedsminister, valgte at søge sine muligheder i kommunerne. Går man længere tilbage, så mistede sundhedspolitikken Benedikte Kjær, som nu er borgmester i Helsingør, og fra venstrefløjen, som bestemt ikke har ødslet med kompetente muligheder til sundhedspolitikken, mistede man Jonas Dahl, som nu er hospitalsdirektør i Randers.

Kort holdbarhed

Før det har mange andre kompetente sundhedspolitikere søgt væk.

Forklaringen på den korte holdbarhed for mange nye politikere er at der er ekstremt meget arbejde med sundhedspolitik. Forfærdelig mange møder, f.eks. med de patientforeninger eller sundhedssektorens medarbejdere, foruden naturligvis alle væsenets andre organisationer. I forhold til andre af folketingets udvalg er sundhedsudvalget bare mere tidskrævende. Dertil kommer, at sundhedspolltikere sjældent får meget kredit for deres indsats og da slet ikke i partiernes bagland, bl.a. fordi sundhedens behov for penge er uudtømmeligt.  

Resultatet er, at Folketingets sundhedsudvalg er præget af nye politikere uden synderlige erfaringer og beskedent med viden – blandet med meget få rutinerede kræfter.

Det bliver ikke bedre af at landets sundhedsminister, Magnus Heunicke, stadig ligner en mand, der længes tilbage til trafikministeriet. Han fik travlt under corona, hvor meget lykkedes for ham. Han har da også uomtvistelige evner som kommunikator, men han er ikke faldet til med sundheden.

Derfor bliver det virkelig svært at gøre sundheden til et tema i den kommende valgkamp – akkurat som det bliver svært at få stablet indholdsrige debatter på benene i mange måneder hvis ikke år efter valget.

Den situation er gift for den kommende sundhedsreform og den ligeledes kommende psykiatriplan – de to store projekter, som Mette Frederiksen ikke fik leveret på.

Nu bliver det altså endnu sværere.