Det er ikke nok, at coronaplan ser handlekraftig ud, Mette Frederiksen

Mette Frederiksen kan glæde sig over, at regeringens coronaindgreb er blevet vel modtaget. Her er beskedent med kritik. Medierne er tilfredse, omverdenen tilsyneladende også, og endnu har ingen politiske modstandere turdet eller orket at kritisere strategien, som altså lukker ned for alle arrangementer med over 1000 deltagere.

Der er ellers nok at tage fat på. Regeringens coronastrategi har nådesløst blotlagt to af denne regerings mest markante svagheder, nemlig en uhyggelig mangel på indsigt i erhvervslivets behov - og fremfor alt har det vist, at regeringen nærmest er blank, når det gælder sundhedsvæsenet.

Fredag lancerede Mette Frederiksen sit overraskende voldsomme indgreb over for coronasmitten. Fra nu af frarådes forsamlinger på 1000 personer eller derover. Dermed placerer Danmark sig som et af de lande, som griber stærkest ind. Mange andre lande, som er ramt på nogenlunde samme måde, er ikke gået nær så langt, og derfor er der stadig publikum til fodboldkampe i Sverige og Norge, foruden Englland, Tyskland og Holland. 

Niveauet er et politisk valg, og det er statsministerens soleklare ret at gå demonstrativt til værks. Om det er velbegrundet, kan man i høj grad diskutere. Til gengæld er der ikke skygge af tvivl om, at regeringen ikke fik lavet sit hjemmearbejde i forbindelse med indgrebet. Derved har man åbnet en flanke for kritik, fordi kulturverdenen, sporten og erhvervslivet slet ikke blev involveret.

Tænk engang, Mette Frederiksen og hendes kabinet inddrog ikke erhvervslivet og kulturverdenen i arbejdet. Og derfor kunne statsministeren ikke stille økonomisk kompensation eller lignende i udsigt, da indgrebet blev offentliggjort fredag. Havde indgrebet været gennemtænkt også på det punkt, så kunne statsministeren have nævnt, at nu gik arbejdet i gang med at neutralisere skadevirkningerne. Men det gjorde hun ikke, og det efterlader det klare indtryk, at tanken end ikke blev tænkt.

Regeringen formåede heller ikke at gradbøje sin anbefaling - kan det, under særlige omstændigheder, være acceptabelt, at forsamlinger på +1000 alligevel godt kan mødes? Straks fra begyndelsen blev regeringens grænse udfordret af forskellige arrangementer, en hingstekåring i Herning og et bilarrangement i Vejle, og regeringen har ikke formuleret en kritik af, at det skete. OK, må man tænke, det er åbenbart i orden, at sådanne arrangementer afvikles, men så må regeringen forvente, at grænsen vil blive udfordret igen og igen.

Man kan også undre sig over, hvordan Mette Frederiksens regering spiller - eller rettere, ikke spiller - sammen med sundhedsvæsenet i denne krisesituation. I sidste uge meddelte Region Hovedstaden pludselig, at læger og sygeplejersker i den kommende tid ikke må deltage i større møder. Sikkert ganske forstandigt. Trods alt bør personale, der beskæftiger sig med syge mennesker beskyttes på særlig vis.

Men det initiativ burde altså ikke tages af en region - det burde være et regeringsindgreb og gælde hele landet. Når hovedstadsregionen hospitaler sætter sig selv i karantæne, så er det et voldsomt signal til omverdenen, at helt centrale institutioner på selveste sundhedsområdet nu synes, at møder skal stoppes. Det gør indtryk overalt i samfundet, og det eskalerer krisen, og det bør også gøre indtryk overalt i samfundet. Hvis hoispitalsansatte skal isolere sig selv, så bør plejehjemspersonale også, og børnehaverne, og hvad med virksomhederne?

Derfor er det et svaghedstegn, at initiativet er regionalt, hvor det burde være koordineret og kontrolleret - og nationalt. 

Her begik Mette Frederiksens regering en meget alvorlig fejl. 

Regeringens svagheder på sundhedsområdet blev også afsløret, da Aarhus Universitetshospital gik enegang med sit glimrende initiativ med en drive-in test for coronavirus. Dæleme en god ide. Nu kan praktiserende læger i Region Midtjylland sende patienter, som er begrundet utrygge ved deres symptomer, videre til en lynhurtig test. Godt tænkt. Faktisk er ideen så god, at den burde rulles ud i hele landet. Men det sker ikke, og det er fordi, at Mette Frederiksens regering har fravalgt nationale indsatser på sundhedsområdet, og derfor bliver borgerne i visse dele af landet markant bedre behandlet end i andre egne af landet. 

Det værste ved coronakrisen er mærkeligt nok ikke selve sygdommen, nej, problemet er karantænerne. Det er dem, der koster samfundet milliarder, og det er dem, som generer danskerne mest. Det kalder på en national plan for, hvordan vi skal teste mennesker, der mistænkes for at være smittede. Det er regeringens ansvar at sikre den mest gennemtænkte plan for hvordan og hvem. der skal testes. Heller ikke det må blive et regionalt anliggende.

Derfor er det svært at være tryg ved regeringens indsats - initiativerne virker hverken velforberedte eller gennemtænkte. Man får det indtryk, at regeringen ikke kan overskue, hvad der skal til for at skabe den rigtige og tilstrækkelige plan.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at det ser handlekraftigt ud.