Godt nytår - dansk sundhed har også amerikanske uretfærdigheder

Godt man ikke bor i USA og er underlagt det amerikanske sundhedsvæsen. Det er grotesk, hvad der foregår derovre. Senest er det dokumenteret i en undersøgelse publiceret lige før jul, og hvor 25 procent af alle amerikanere oplyser, at de selv eller nære familiemedlemmer har valgt at udskyde medicinsk behandling af alvorlig sygdom af økonomiske grunde.

Sagen har vokset sig stor i pressen (se f.eks. denne artikel i The Guardian internationale udgave), som fortæller den ene gruopvækkende beretning efter den anden om, hvordan mennesker kommer galt afsted. Særligt grelt er det på kræftområdet, hvor amerikanere, som ikke har haft råd til at forsikre sig, eller som er droppet ud af forsikringsordningerne, eksempelvis når de afskediges, ikke har en kinamands chance for at kunne finansiere deres medicin. Her giver det ingen mening at tale om et A-hold og et B-hold. I USA er der et hold af overlevere og et hold, som ikke har en chance.

I Danmark rynker man på næsen af den slags. Sådan foregår det heldigvis ikke i Danmark. Det er også rigtigt, heldigvis. Men når det er konstateret, så er der grund til at pointere, at også vi har vores groteske skævheder, og her tænkes ikke på den ulighed, som der for tiden dagligt berettes om på konferencer, møder, i afhandlinger og undersøgelser.

Danmark har også sit eget eget skæve forsikringssystem, nemlig Sygeforsikringen Danmark. Dette system flyver mærkeligt nok under radaren i ulighedsdebatten, og det er rent ud sagt ubegribeligt Kristian Lund

Nej, Danmark har nemlig også sit eget eget skæve forsikringssystem, nemlig Sygeforsikringen Danmark. Dette system flyver mærkeligt nok under radaren i ulighedsdebatten, og det er rent ud sagt ubegribeligt. Man har nærmest på fornemmelsen, at alle landets politikere og også de fleste danskere tror, at alle faktisk har lige adgang til den medicin eller den lægelige behandling, de har brug for. Men realiteten er jo, at kun halvdelen af danskerne er med i sygesikringen. Over 2,5 millioner danskere står imidlertid uden for, og de får ikke tilskud på deres behandling, og de får heller ikke så let adgang til specialllæger som dem, der er medlemmer af Danmark. 

Af en eller anden grund ser danskerne ikke paralleliteten til det amerikanske system. Men det er fordi vi danskere alene fokuserer på adgangen til dyr medicin og dyre behandlinger på hospitalerne. Dér har vi ikke de samme problemer som amerikanerne. Men når det gælder behandling af f.eks. kroniske sygdomme, så praktiserer det danske system påfaldende uretfærdigheder.

I Danmark er vi vant til forsikringsordninger, og at der kan være elitebilister, som slipper billigere end farttosser, som skal betale kassen. Vi accepterer ligefrem, at de værste af farttosserne selvfølgelig ikke kan opnå forsikring andet end den lovpligtige.

Det samme system anvender vi på sundhedsområdet. Men der er ikke løftede øjenbryn, når vi ser på dem, der ikke er medlem af sygesikringen, og som derfor er unddraget fordelene. 

Men hvem er det, som ikke er og heller kan blive medlemmer af sygesikringen? Ja, det er danskere med kroniske sygdomme, altså de som har det allerstørste behov. De kan – ligesom farttosserne – ikke blive medlemmer, hvis sygdommen blev diagnosticeret, inden de søgte om at blive medlem. Man kan heller ikke blive medlem, hvis man er ældre end 60 år.

Her har vi en helt central institution i det danske sundhedsvæsen, som straffer kronikere og ældre – foruden alle dem, som ikke har meldt sig ind, fordi de prioriterede andre udgifter eller på anden vis ikke havde råd, kort sagt de danskere som ikke har pengene.

Danmark vedligeholder med andre ord et system, som på mikroplan er en kopi af det amerikanske. I Danmark er der imidlertid ingen diskussion af systemet, og det er der trods alt i USA. I Danmark er det anerkendt overalt, også af politikerne. Uagtet at det velsagtens er det eneste område i det danske sundhedssystem, hvor uligheden direkte er sat i system – vi straffer, helt åbent, kronikerne, de gamle og de fattige.

Tag den, Danmark.

Og inden man helt og holdent skammer det amerikanske system ud – og det fortjener det selvfølgelig – så er der også grund til at hæfte sig ved, at USA har valgt satse ”big time” på sundhed. Intet land i verden bruger så meget på deres sundhedsvæsen som amerikanerne.  USA bruger 17 procent af deres BNP på sundhed, mens vi i Danmark vunder os og spinker og sparer os til en andel på - tæt på det halve, nemlig 10 procent.

Måske skulle Danmark hellere indse, at sundheden fortjener en større andel af den økonomiske kage, og så burde vi se kritisk på forsikringsordninger som Sygeforsikringen Danmark. Er det rimeligt, at halvdelen af landets befolkning er afskåret fra de samme tilskud som den anden halvdel, alt sammen blot fordi de er ramt af kroniske sygdomme, alderdom eller fattigdom – eller dumhed?