Hvor blev respekten for Ulrich Fredberg af?

Tirsdag smed Region Midtjylland en uhyre kapabel og idérig fighter af en overlæge på porten. Ulrich Fredberg, den ledende figur ved Diagnostisk Center i Silkeborg mistede sit job sent tirsdag eftermiddag, og omverdenen fik den sørgelige besked med en pressemeddelelse kl. 19.30.

Selve fyringen blev eksekveret af Claus Brøchner-Nielsen, lægelig chef for Hospitalsenhed Midt. Men der er ingen tvivl om, at koncernledelsen i Viborg, anført af Ole Thomsen foruden den politiske ledelse med Anders Kühnau (Soc.) i spidsen, har været inde over denne beslutning – og også inde over den facon, afskedigelsen skete på. 

Ulrich Fredberg er nemlig ikke bare ledende overlæge ved Diagnostisk Center Silkeborg, han er også en fremtrædende venstremand i regionsrådet. Denne afskedigelsessag er derfor dømt til at få politisk efterspil og den vil også blive dissekeret i detaljer i den kommende tid.

Derfor kan man også undre sig over den utroligt kluntede og amatøragtige proces, som har ført til denne fyring. Sent mandag aften, kl. 22.02 dukkede en pressemeddelelse op på landets avisredaktioner afsendt af Hospitalsenheden Midts kommunikationsafdeling og med Claus Brøckner Nielsen, hospitalets lægefaglige direktør, som eneste afsender.

Hvorfor pressemeddelelsen skulle udsendes efter kl. 22 er en gåde. Det kan ikke være for at give pressen nemmere arbejdsbetingelser, eftersom den eneste kontaktperson i sagen, Claus Brøckner-Nielsen, først kunne træffes onsdag morgen - halvanden dag efter.

Overskriften på pressemeddelelsen var ellers en forhammer til modparten: ”Samarbejdsproblemer i patientsikkerhedssag fører til påtænkt afskedigelse”. Tænk engang, en ”påtænkt afskedigelse”, lanceres allerførst til landets medier. Det er ikke i orden. Selve meddelelsen afslører også i detaljer, hvorfor Ulrich Fredberg skal fyres. Pressemeddelelsen remser i stor detaljerigdom alle anklagerne op mod Ulrich Fredberg – og helt uden, at den angrebne part får adgang til at give sit besyv med. 

Det er nærmest chokerende dårlig stil, og man må håbe, at Overlægeforeningen går ind i denne sag med fynd og klem. Det bør få konsekvenser.

Tilbage er vel kun én forklaring, nemlig ønsket om at komme modparten i forkøbet, lamme forsvaret og at gøre sagen til et såkaldt fait accompli, at sagen simpelt hen var afgjort på forhånd.

Derfor har hospitalsledelsen helt enestående og dybt problematisk valgt at fyre sin overlæge forud for sit møde med den pågældende.

Selve sagen skal ikke procederes her. Den faglige debat om Ulrich Fredbergs valg af lavdosis CT scanning kører på højeste omdrejninger allerede. Det er vel det tætteste, man kommer på en borgerkrig i et akademisk miljø. Temmelig blodigt, må man sige.

Hvis man har fulgt sagen i pressen – og altså uden at have forstand på de finere fordele og ulemper ved Fredbergs metode eller alternativerne, røntgen eller fuld dosis CT-scanning - så er det umuligt ikke hæfte sig ved den betydelige politiske opbakning til Ulrich Fredbergs projekt, som jo har handlet om at give praktiserende læger adgang til hurtig diagnostik, nemt, uproblematisk og uden store ressourceinvesteringer. Netop det har praktiserende læger efterspurgt. De går op i at undgå at belaste sygehusene, og den mulighed gav Ulrich Fredberg dem.

Fredberg udtrykker det selv således: "Hvis praksislægerne eller patienten af forskellige grunde IKKE ønsker at bruge lungekræftpakken med fuld CT-scanning med kontrast (der finder 99,5 procent af lungekræften) - måske fordi mistanken er for lille, patienten vil ikke have eller tåler ikke kontrast, og mange andre grunde - har praksislægerne tidligere valgt at se an eller henvise til røntgen af lungerne (der finder 75 procent af lungekræften) - hvad man forsat gør mange/alle steder, men i Silkeborg har praksislægerne siden 2015 haft mulighed for at henvise til lavdosis CT (der finder 95 procent af lungekræften)".

Fredbergs metode anvendes også internationalt. Således er NELSON-studiet om fordelene ved lungekræftscreening baseret på lavdosis CT-scanninger, og det studie lader en hel verden sig nu inspirere af, snart også det danske Folketing.

Den forskning som indtil videre er blevet gennemført som Silkeborgmodellen, viser også overbevisende resultater. Frede Olesen, professor ved Forskningsenheden for almen praksis, Aarhus Universitet, og tidligere formand for Kræftens Bekæmpelse, bakker op om metoden: ”I Silkeborg har man en tidlig og god diagnostik af lungekræft. De ligger i top internationalt og er også langt bedre end andre på landsplan. Havde man overført modellen fra Silkeborg til hele landet, så taler vi om flere 100 menneskeliv, som kunne være blevet sparet.”

Frede Olesen mener altså, at Danmark kunne have undgået 100 dødsfald efter lungekræft. Næppe en fyringsgrund.

Selv politisk har det været stor interesse for Ulrich Fredbergs projekt. Daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) opfordrede andre hospitaler til at tage metoden til sig. 

Det er ophavsmanden til dette projekt, som nu nærmest kriminaliseres af sin egen region og sin egen hospitalsledelse – og som nævnt givetvis med regionens koncernledelse og politiske ledelse bag sig. Andre regioner ville sandsynligvis have været stolte, hvis de havde haft plads til en type som Ulrich Fredberg. 

Processen sender et skræmmende signal til lægeverdenen. Det viser, at ”systemet” ikke kan håndtere personer, som går egne veje for at opnå store resultater. Ulrich Fredberg er med garanti ikke nem at have under sig. Kantet, insisterende, overbevist. Men man får ikke de allerdygtigste folk uden det har en pris, og den gode leder vil finde en form så det kan fungere. Region Midtjylland havde hverken evnerne eller tålmodigheden, og så kørte man brutalt manden ud af manegen.

Ingen kan – ved deres sansers fulde brug – nægte, at Ulrich Fredberg har fat i noget. Hans resultater er måske ikke solidt dokumenterede, men hans ”forretningsmodel” har vist sig at fungere, f.eks. ved at få praktiserende læger til at efterspørge tilbuddet i Silkeborg.

Alene det er en kolossal gevinst, al den stund, almen praksis normalt er tilbageholdende med at trække på dyre behandlinger på sygehusene – men Silkeborg-løsningen var de parate til at bruge. Alene den gevinst kan overtrumfe problemerne med falsk positive.

Dette projekt har altid skulle bedømmes i sin helhed og altså ikke i en konkurrence mellem lavdosis-metoden kontra fulddosis-metoden. I den sammenligning kan Fredberg-modellen nok kun tabe.

Hvorfor er det danske sundhedsvæsen ikke parat til en fordomsfri holistisk bedømmelse af sådanne projekter – hvorfor fælder det danske sundhedsvæsen altid de kreative løsninger med henvisning til dogmatiske krav fra den akademiske verden?

Der bliver færre og færre Ulrich Fredberg’er i det danske sundhedsvæsen. Når man har fulgt udviklingen i mange år, opdager man, at de, lige som truede dyrearter, systematisk udryddes. Når det gælder naturen får det mange op på barrikaderne. I sundhedsverdenen applauderes nedkæmpningen desværre.

Og så må man håbe, at de, som har kreeret processen, som har ført til Ulrich Fredbergs afskedigelse, får et gevaldigt rap over nallerne. Tænk engang i den pressemeddelelse, som afsluttede hans karriere i det midtjyske sundhedsvæsen, måtte ledelsen give det tætteste man vel kan komme på en undskyldning for de voldsomme anklager - den første pressemeddelelse gik for langt, og Ulrich Fredberg havde ikke "taget af kassen."

Hvor blev respekten af?