Regionerne gik i total panik - patienterne i almen praksis betaler prisen
- Kristian Lund er admin. chefredaktør på Medicinske Tidsskrifter og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.
Det var ikke mærkeligt, at regionerne blev ramt af panik, da udgifterne til tilskudsmedicin pludselig galopperede derud af – og pengekassen blev drænet for hundredvis af millioner kroner på få måneder. Indlysende var det nødvendigt at reagere prompte for at lukke hullet i skroget.
Men patienter med type 2-diabetes endte med at betale prisen for regionernes manglende overblik.
Hullet skyldtes omkostninger til lægemiddelkategorien GLP1-analoger, og her er Ozempic, Novo Nordisks storsællert, altdominerende. Allerede i maj 2023 opgjorde regionerne udgifterne til tilskud til Ozempic til 580 millioner kroner. På det tidspunkt var 80.000 danskere i behandling med den danske blockbuster. Ovenikøbet var udsigterne endnu mere alvorlige. En kapacitet som Reimar W. Thomsen, overlæge og professor, forudså at væksten i omkostningerne kunne blive ”eksponentiel”, altså i en retning mod himlen. Han satte spørgsmålstegn ved, om det udelukkende var diabetes-patienter, som fik Ozempic.
Denne panik blev til tophistorier i de landsdækkende TV-aviser og store overskrifter i dagbladene.
Hvad skete med prisen på Ozempic:
Sideløbende med denne proces løb danske apotekere tør for forsyninger med netop Ozempic. Også det blev beskrevet i pressen, om end knap så sensationelt. Netop denne mangelsituation skulle få store konsekvenser for regionerne.
Heldigvis var der er allerede bestræbelser for at tæmme katastrofen.
Medicintilskudsnævnet, som træffer beslutninger om, hvordan der skal ydes tilskud til lægemidler, og som er en del af Lægemiddelstyrelsen, altså et statsligt organ, arbejdede med at ændre Ozempics tilskudsstatus, ja, faktisk fuldkommen at fjerne lægemidlets tilskud.
Medicinrådet, som jo er regionernes pendant til Medicintilskudsnævnet, var også i gang med at udarbejde en behandlingsvejledning, og det skulle vise sig, at Medicinrådet gik efter en behandlingsvejledning, som ville sidestille alle gængse lægemidler til behandling af type 2-diabetes, gamle som nye. Det kunne ske ved at udviske lægemidlernes effekt. I stedet for at forlange stram blodsukkerregulering, nøjedes man med en mindre stram, og i stedet for at forlange store vægttab nøjedes man med mindre vægttab. Og så levede alle lægemidlerne op til behandlingsvejledningens krav. Hokus pokus filihankat.
Hvad skete med prisen på Ozempic:
Regionernes økonomer og administratorer var tydeligvis ikke opmærksomme på konsekvenserne af manglen på Ozempic. I artikler om merudgifterne til Ozempic var der heller ikke særligt fokus på, hvilken effekt mangel har på priserne.
Regionernes vurdering – og også Medicintilskudsnævnets og Medicinrådets – var tydeligvis, at eksplosionen i udgifterne til Ozempic alene skyldes en vækst i forbruget. De praktiserende læger blev mistænkt for at udskrive Ozempic til patienter uden egentligt behov. Måske for at tækkes patienter med behov for at tabe sig.
Karin Friis Bach (Rad.), som er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, sagde det således: ”Det, der bekymrer mig mest, er, at antallet af patienter, der får udskrevet medicin, lige pludselig er steget så voldsomt. Der bliver vi nødt til at se på, om det passer, at der virkelig er kommet så mange nye patienter inden for det område, eller om der er sket et skred et sted.”
Reimar W. Thomsen, overlæge og professor, havde et endnu mere direkte budskab: ”Vi kigger ind i et stort trecifret millionbeløb som udgift til Ozempic for regionerne, og regionerne betaler jo også for sygehuse og sundhedsvæsen i øvrigt. Der skal være penge til læger, sygeplejersker og behandling af andre patienter.”
Hvad skete med prisen på Ozempic:
På dette tidspunkt kunne Reimar W. Thomsen ellers have studeret udviklingen i prisen på Ozempic. Den fremgår af medicinpriser.dk. Prisen steg og steg – og det skyldtes selvfølgelig manglen på Ozempic på det danske marked. Det udnyttede parallelimportørerne til at købe Ozempic billigt på fremmende markeder og sælge det i Danmark til meget høje priser. Regionerne kunne have regnet på, hvad det betød for omkostningerne. Det gjorde de ikke. Men det har ”modparten” Novo Nordisk gjort, og beregninger herfra (publiceret i indlæg i Altinget og Sundhedspolitisk Tidsskrift) viser, at 70 procent af de stigende omkostninger til Ozempic skyldtes parallelimportørernes priser – og ikke, at praktiserende læger udskrev Ozempic til patienter uden legitime behov. Denne beregning er ikke blevet modsagt af regionerne.
Så er vi fremme ved vor tid, og nu – i disse dage og uger – dukker konsekvenserne af Medicintilskudsnævnets daværende indsats konkret op i almen praksis. Skæringsdatoen for Lægemiddelstyrelsens nye tilskudsregler for anti-diabetiske lægemidler er 25. november. Nævnet blev godt hjulpet af Medicinrådets behandlingsvejledning – og udstyret med denne faglige ballast foruden nævnets egne vurderinger blev Ozempic frataget sit tilskud, og nu er landets praktiserende læger i gang med at skifte deres patienter fra Ozempic til andre lægemidler til deres diabetesbehandling. Det går ud over 27.000 patienter.
Vi ved ikke, hvad praktiserende læger mener om dette arbejde. Men Peder Reistad, selv praktiserende læge og formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Region Hovedstaden, har denne kommentar:
”Vi aner ikke noget om, hvordan dette vil påvirke patientbehandlingen kvalitativt, patientens compliance eller patientens overlevelse. Om ganske få år, når patentet udløber, vil vi formentlig alle skulle vende tilbage til at bruge GLP-1-analoger, og måske vil vi endda blive kritiseret for at have været så skødesløse ikke at bruge dem i en periode, selvom vi vidste, at det var den bedste medicin.”
Peder Reistad hæfter sig ved, at praktiserende læger nu skal forsøge kombinationsbehandling med både metformin, DPP-4-hæmmer, SGLT-2-hæmmer og sulfonylurinstof inden et eventuelt tillæg af GLP1-analoger som semaglutid eller dulaglutid.
”Vi skal pludselig til at genoptage brugen af lægemidler, som vi troede, var obsolete,” sagde han med henvisning til sulfonylurinstof. "Dette er ellers et lægemiddel, som vi af diabetesspecialister er blevet opfordret til at udfase de sidste 10 år.”
Peter Lommer Kristensen er ledende overlæge på Endokrinologisk og Nefrologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital, Hillerød, og han er enig med den praktiserende læge fra hovedstadsregionen: ”Det er ikke en lægemiddeltype, vi normalt vil anbefale, da behandlingen er forbundet med risiko for hypoglykæmi og med vægtøgning. Det bliver derfor en svær samtale at skulle tage med patienterne.”
Peter Lommer Kristensen er også formand for Dansk Endokrinologisk Selskab, men han udtaler sig i denne sammenhæng som enkeltperson.
Han har en vigtig pointe, nu da praktiserende læger over hele landet skal bruge mange kræfter på at omlægge patienterne til andre lægemidler:
”Hvis det viser sig, at det ikke går an med de billigere alternativer, og man så skal omlægge tilbage til GLP-1-RA, bruger man jo en masse ressourcer på den øvelse, som potentielt kunne være brugt mere fornuftigt og på mere sundhed. Der vil formentlig også være patienter, hvor en tæt opfølgning glipper og hvor den glykæmiske kontrol i en længere periode ikke adresseres.”
Peter Lommer Kristensen er også optaget af, at GLP-1-RA-lægemidler har en organbeskyttende effekt, man ikke nødvendigvis kan opnå i samme grad ved behandling med de billigere alternativer.
"Lægemiddelstyrelsen har fornuftigt valgt at sige, at det er patienter med særligt høj risiko for hjerte-kar-sygdom, der får tilskud. Diskussionen er så, hvor går den grænse mellem høj risiko og lav risiko for hjerte-kar-sygdom. Omlægning af den blodsukkersænkende behandling vil nok medføre, at nogle patienter mister den organbeskyttende effekt, som kunne have gavnet dem på sigt,” siger Peter Lommer Kristensen.
Hvad skete med prisen på Ozempic:
Nu er priserne på Ozempic nogenlunde normaliseret på et niveau ikke fjernt fra tiden før, at mangelsituationen opstod. Udgifterne i januar lå på knap 100 millioner kroner, mens de månedlige udgifter var tæt på halveret i september. I enkelte måneder sidste år passerede udgifterne 150 millioner kroner. Hullet i skroget er altså stoppet. Pengene fosser ikke længere ud. Til gengæld nærmer skæringsdatoen sig. Så slutter tilskuddet til behandling med Ozempic for tusindvis af patienter.
Denne beretning har en morale: Situationen med Ozempic er ved at være normaliseret. Der kunne være blevet nogenlunde styr på regionernes medicinbudgetter helt uden panikhandlinger. Men regionerne gik i panik, og så kom patienter med type 2-diabetes til at betale prisen for regionernes manglende overblik.
Medicinrådet betaler også en høj pris – fordi troværdigheden om institutionens behandlingsvejledninger er bragt i fare – og det på et tidspunkt, hvor de selvsamme vejledninger åbenbart skal blive et vigtigt værktøj til regulering af administrationen af lægemidler i Danmark. Netop denne diabetes-vejledning blev Medicinrådets debut inden for tilskudsmedicin. Men Medicinrådet snød på vægtskålen med sit forsøg på at sidestille lægemidler, som ingen med nogen som helst faglighed kan mene har samme kvalitet. Det er jo fup.
Behandlingsvejledningen anvendes nu til at skabe detaljerede behandlingsalgoritmer, der nøje styrer praktiserende lægers brug af diabetesmedicin. Hvis endokrinologerne præsenterede sådanne algoritmer på kommende møder i deres internationale videnskabelige selskaber, ville andre lande næppe tro deres egne øjne: Er dette virkelig Danmark – en nation med stolte traditioner inden for diabetesbehandling?