Ny professor vil forbedre behandlingen af hovedpine

Overlæge Henrik Winther Schytz er fra 1. maj ansat som klinisk professor med særlig fokus på hovedpinesygdomme og neurologiske smerter ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.
Han fortsætter samtidig som overlæge i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Rigshospitalet i Glostrup.
Henrik Winther Schytz ser frem til at bruge professoratet til at styrke udredningen af patienter med hovedpinesygdomme, hvor smerterne skyldes en anden sygdom eller en fysisk forandring i kroppen.
"Jeg glæder mig til at blive endnu bedre til at få undersøgt patienter med sekundære hovedpinesygdomme. For der er så meget, der kan gøres for dem," siger Henrik Winther Schytz.
Han forsker i neurologiske sygdomme, hvor hovedpine eller ansigtssmerter er tegn på en underliggende sygdom, som kræver præcis diagnostik og målrettet behandling. Det gælder blandt andet sygdomme, hvor trykket inde i kraniet er ændret.
"Særligt arbejder jeg med sygdomme, der skyldes ændringer i trykket inde i kraniet. Det kan f.eks. være de mere sjældne og oversete hovedpinesygdomme spontan intrakraniel hypotension, som også kaldes lavtrykshovedpine, og idiopatisk intrakraniel hypertension, hvor væsketrykket i kraniet er for højt."
Ved lavtrykshovedpine er trykket omkring hjernen for lavt, ofte fordi hjernevæske siver ud gennem en utæthed. Ved idiopatisk intrakraniel hypertension, forkortet IIH, er problemet omvendt, at væsketrykket omkring hjernen er for højt. Begge tilstande kan give alvorlige symptomer og kræver specialiseret udredning.
Symptomer og scanninger skal kobles bedre
Helt konkret forsker Henrik Winther Schytz i at kombinere patienternes egne beskrivelser af symptomer med billeddiagnostik og andre biomarkører. Biomarkører er målbare tegn i kroppen, som kan hjælpe læger med at forstå, hvad der ligger bag sygdommen.
"Vi kan bruge den viden til at stille diagnosen tidligere og mere præcist," siger Henrik Winther Schytz og tilføjer:
"Det er vigtigt, at vi gør alt for at hjælpe patienterne ved at sætte fokus på mere sjældne og oversete hovedpinesygdomme, hvor nogle patienter kan få markant bedring eller blive symptomfri, hvis sygdommen diagnosticeres korrekt."
Hvert år rammes formentlig omkring 250 patienter i Danmark af lavtrykshovedpine. Langt fra alle får stillet diagnosen, og der er sandsynligvis et skyggetal af patienter, som aldrig når frem til den rette udredning og behandling.
Når det gælder idiopatisk intrakraniel hypertension, hvor væsketrykket omkring hjernen er for højt, anslås det, at der hvert år kommer omkring 100 nye tilfælde i Danmark. Samtidig skønnes mere end 5.000 mennesker med posttraumatisk hovedpine hvert år at have behov for lægebehandling efter slag mod hovedet.
En af landets førende hovedpineforskere
Henrik Winther Schytz er professor, overlæge, dr.med. og ph.d. Han er ansat som overlæge og klinisk professor med særlig fokus på hovedpinesygdomme og neurologiske smerter ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og Dansk Hovedpinecenter, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Rigshospitalet i Glostrup.
Han er en af de førende forskere i forskellige typer af hovedpine, har publiceret 140 videnskabelige artikler og leder flere forskningsgrupper inden for hovedpine og ansigtssmerter.
Hans aktuelle forskningsområder omfatter blandt andet diagnostiske test af hovedpine, diagnose og behandling af sekundære hovedpinetyper, spontan intrakraniel hypotension, posttraumatisk hovedpine og trigeminusneuralgi, som er en smertetilstand i ansigtets følenerve.
Henrik Winther Schytz blev læge fra Københavns Universitet i 2004, ph.d. fra Københavns Universitet i 2010, dr.med. i 2015 og speciallæge i neurologi samme år. Siden 2017 har han været leder af Hovedpinediagnostisk Laboratorium ved Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet i Glostrup, og fra 2026 er han professor ved Københavns Universitet og Rigshospitalet i Glostrup.
