Skip to main content

Sådan er kapitalismen: Sundhedsforsikringer er kommet for at blive

Mon ikke de fleste praktiserende læger snart har erkendt det.

Men for mange er det en fodslæbende erkendelse. De færreste er parate til at indse, at sundhedsforsikringer kan aflaste det traditionelle sundhedsvæsen og skabe plads til andre måske mere trængende patienter.

Vi har i en artikel interviewet to praktiserende læger: Jørgen Breivold, der er praktiserende læge i Norge, og forsker og praktiserende læge på Frederiksberg, Maria Krüger, som også er bestyrelsesmedlem hos Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).

De giver udtryk for deres synspunkter i artiklen med udgangspunkt i en undersøgelse fra Norge, der er baseret på svar fra næsten 1.500 norske praktiserende læger. Undersøgelsen afslører, at de norske kolleger især henviser til fysioterapi, kiropraktik, specialisthjælp og scanninger. Derfor mener praktiserende læger i Norge, at der er opstået et pres fra patienterne efter at få en henvisning, og at den praktiserende læges rolle som gatekeeper er udfordret. I Norge og nu også i Danmark tages undersøgelsen også til indtægt for synspunkter om, at sundhedsforsikringer fører til overbehandling. Det formuleres således af Jørgen Breivold, praktiserende læge i Hå i Norge: 

”Hvis praktiserende læger opgiver denne gatekeeper-rolle, vil patienter i højere grad blive udsat for overbehandling. Det vil også skabe uligheder i sundhedstilbuddet mellem patienter, og sundhedsvæsenet som helhed vil blive mindre bæredygtigt. Der er derfor mange gode grunde til, at praktiserende læger bør blive bedre til at sige nej.”

Maria Krüger fra DSAM er enig. Hun oplever, at der efterhånden bare er to typer af patienter: ”Dem med og dem uden forsikring.”

Hendes dom er klar: ”Det skaber ulighed.”

Maria Krüger har tilmed et stærkt eksempel:

”Tag bare børn og unge, der har brug for en psykiater. Her er lang ventetid hos de praktiserende specialister, så de, som har  sundhedsforsikring, kan springe køen over.”

Hun har ret. Det er et kæmpe problem inden for psykiatrien, som i sjælden grad er præget af dyb urimelig ulighed. Men når det er sagt, så er der nu også grund til at hæfte sig ved, at disse patienter i givet fald ikke belaster den offentlige psykiatri, som altså frigøres til patienter uden sundhedsforsikring. Uretfærdigt, men sandt.

Maria Krüger og andre, som er skeptiske over for sundhedsforsikringer, er nok nødt til at erkende, at fænomenet er kommet for at blive. Ja, sundhedsforsikringer bliver i fremtiden et endnu større ’fænomen’ og kommer til at omfatte endnu flere danskere. Forsikringerne vil også blive endnu mere udbyggede.

De, som er imod den udvikling, kommer nok til at indse, at den form for ulighed vil gribe endnu mere om sig.

Lige nu er det offentlige sundhedsvæsen i gang med at udvikle sig hastigt i retning af markant øget ulighed. Det sker, når danske myndigheder fjerner tilskud til behandling. Også velbegrundede behandlinger, for eksempel af fedme og andre medicinske behandlinger, men også kirurgi. Når man i samfundet træffer den slags beslutninger, så løber patienter med økonomisk formåen uvægerligt uden om barriererne og får adgang til behandlingerne på anden vis.

Sådan er kapitalismen – også når det gælder sundhed. Måske især når det gælder sundhed.