Skip to main content

Sandheden skal nok komme frem: Har myndighederne sat patienternes helbred på spil?

Man forstår godt, at frustrationen er stor i almen praksis. Netop nu befinder de sig i en kolossalt ressourcekrævende manøvre med at skifte deres patienter med type-2-diabetes fra GLP1-lægemidlerne til andre og billigere lægemidler.

Og om få år bliver frustrationerne nok endnu større. I år er det nemlig 20 år siden, at det første GLP1-lægemiddel blev lanceret, og patentbeskyttelsen er typisk 20 år. Det er ikke det samme som, at GLP1-lægemidlerne går af patent lige med det samme, men det varer ikke mange år, før vejen er banet for billige kopipræparater. Så skal patienterne velsagtens tilbage igen, og den aktuelle manøvre kan vise sig at være er spild af tid.

Det er den situation, læge Esben Søndergaard, fra Steno Diabetes Center Aarhus, beskriver i en artikel i Medicinsk Tidsskrift: ”Om nogle år er vi måske i den situation, at der er kommet nogle billigere kopipræparater af GLP-1 RA’er på markedet.”

Men der er flere grunde til at være frustreret.

I efteråret 2024 fremlagde regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget Kræftplan V. Det nye i Kræft plan V er lidt af en revolution; fra nu af tror politikerne på individualiseret behandling. Derfor stritter det også gevaldigt, at Lægemiddelstyrelsen suppleret af Medicinrådet og regionerne besluttede at fratage GLP1-lægemidlerne deres tilskud og derved tvinge landets praktiserende læger til at skære deres patienter over én kam og flytte dem til lægemidler, som måske nok fungerer, men ikke så godt som den behandling, de var i.

Derved åbnede ’systemet’ op for en ulighed, som må irritere alle læger: At de, der har råd, nu kan købe sig til at fortsætte behandlingen, mens de, der ikke har pengene, må nøjes med en ringere behandling. Regnestykket af den operation kan snart gøres op, og regionernes besparelse er minimal. Særligt når beløbet sammenlignes med de enorme anstrengelser, de praktiserende læger gør sig.

Men måske er det allerværste, at selve præmissen for denne kraftanstrengelse kan vise sig at være forfejlet. Hele operationen bygger på, at de praktiserende læger har været alt for ødsle med at udskrive GLP1 til deres patienter. Men det bestrider PLO. Javist, der er begået fejl. Men i det store hele er de praktiserende lægers medicinvalg velbegrundet, mener de.

Vi får nok snart de første indikationer på, om dette projekt har en høj pris for patienterne, altså at deres blodsukkeregulering er forringet. Novo Nordisk har allerede bekendtgjort, at man agter at følge tallene tæt. Man kan blot håbe på, at myndighederne gør en indsats. Det kan blive uheldigt, hvis sandheden skal komme fra producenten.

Men sandheden skal nok komme frem.