Medicinrådet glemmer sin egen historie i forhold til almen praksis

Ingen kan være uenige i, at almen praksis fortjener egne, gennemtænkte vejledninger – udarbejdet af fagudvalg med de bedste læger på området og prioriteret af et uafhængigt organ. Spørgsmålet er bare, om Medicinrådet kommer til at leve op til den rolle. For erfaringerne tyder på noget andet.

Medicinrådet har bebudet, at der skal udarbejdes fire vejledninger særligt målrettet almen praksis: kronisk nyresygdom, håndeksem, smertebehandling og lipidsænkende behandling

Medicinrådet skriver i sin meddelelse, at det er første gang prioriteringsorganet går ind i arbejdet med vejledning af almen praksis. Birgitte Klindt Poulsen, forperson for Medicinrådet, introducerer initiativet således:

”Vejledningen af almen praksis er en ny og meget vigtig opgave for Medicinrådet. Vi har efter dialog med Dansk Selskab for Almen Medicin besluttet at udarbejde en behandlingsvejledning for kronisk nyresygdom og opdatere vejledningen til smertebehandling. Det er to områder, hvor der er stort behov for rådgivning, der kan vejlede praktiserende læger til en ensartet og effektiv behandling. Det handler både om patienternes livskvalitet og om at bruge sundhedsvæsenets ressourcer klogt.”

Der må imidlertid være noget galt med Medicinrådets hukommelse – det er nemlig ikke første gang, at Medicinrådet vejleder almen praksis. Det skete første gang i 2023, da Medicinrådet publicerede en aktuel ”lægemiddelrekommandation vedrørende antidiabetika til type 2-diabetes”. Denne vejledning blev kastet nærmest som en håndgranat ind i gængs praksis i almen praksis, som indtil da byggede på internationale guidelines bakket op af Dansk Endokrinologisk Selskab. Den praksis anbefalede, at der anvendes GLP1-analoger til personer med type-2-diabetes med visse risikofaktorer.

Strengt taget var denne lægemiddelrekommandation ikke rettet til almen praksis – men den blev udarbejdet, fordi regionerne havde behov for at begrænse praktiserende lægers udskrivning af GLP-1-analoger, nærmere bestemt Ozempic, som dengang kostede regionerne milliarder af kroner.

Derfor udarbejdede Medicinrådet en vejledning, som sidestillede de gængse lægemidler – SU, DDP4 og SGLT2 – som så skulle være førstevalg, og først når mulighederne med disse lægemidler var udtømte, skulle almen praksis kunne udskrive Ozempic.

Medicinrådets anbefaling blev brugt til at fjerne GLP-analogernes generelle tilskud, siden er det anbefalede hierarki fastslået i regionernes basislister, og nu er Medicinrådets anbefalinger blevet til jernhård lov i almen praksis. Regionerne forfølger læger, som ikke indordner sig.

Endokrinologernes gamle anbefalinger blev negligeret, og endokrinologerne nåede aldrig at mobilisere protester. På det seneste har PLO og Diabetesforeningen allieret sig om protester baseret på frygt for, at deres patienters blodsukkerkontrol er alvorligt forringet. Om de har ret, vil vise sig.

Siden dengang er DSAM blevet repræsenteret i Medicinrådet, Maria Krüger repræsenterer selskabet, og hun er bestemt ikke på bølgelængde med tankegangen i de specialiserede lægevidenskabelige selskaber – hun synes, at de mangler at afstemme deres vejledninger til almen praksis. Der er lagt i ovnen.

Ingen kan være uenige i, at almen praksis fortjener at få egne gennemtænkte vejledninger, og at arbejdet lægges i hænderne på fagudvalg med de ypperste læger på området, og at deres rådgivning prioriteres af et uhildet prioriteringsorgan. Men er de aktuelle fagudvalg sammensat af de ypperste specialister herhjemme, og er Medicinrådet tilstrækkeligt uafhængig af regionernes økonomi?

Det vil vise sig, når arbejdet med disse vejledninger udkommer. Det er nervepirrende.