Når det gælder lægemidler, er lægerne sat på sidelinjen

Det så rigtig godt ud, da sundhedsminister Sophie Løhde (V) med baggrund i Kræftplan V instruerede regionerne i at samle deres regionale lægemiddelkomiteer i et enstrenget organ. Med et trylleslag kunne vi undgå regionale uligheder, når det gælder adgang til lægemidler.

Nu viser det sig, at regionerne benytter sig af lejligheden til at køre klinikerne ud af beslutningerne, idet Danske Regioner har besluttet at bemande den nye komité med lutter lægelige direktører, fire styks, én fra hver af regionerne. Altså nul klinikere. Lægerne må pænt kigge på, når de lægefaglige direktører med start 1. september i år sætter sig ved bordet og afgør deres ansøgninger.

Hospitalsdirektør fra fodslæbende region i front

Regionerne har valgt at sætte en direktør, nemlig Jacob Hendel, for bordenden som formand for den nye komité. Han er til daglig vicedirektør for Amager og Hvidovre Hospital og altså en repræsentant fra den snart nedlagte Region Hovedstaden. Med det valg giver regionerne Folketinget endnu en begmand. Det var nemlig netop Region Hovedstaden, som var mest fodslæbende – mange læger mener kynisk – når det gælder om at give læger adgang til lægemidler til individuel behandling. En analyse fra 2023, som Medicinske Tidsskrifter stod bag, viste, at Region Syddanmark var langt mere åben for lægernes forslag, mens Region Midtjylland mere lagde sig i ly af hovedstadsregionen. I Region Nordjylland og den snart nedlagte Region Sjælland valgte lægerne stort set at afholde sig fra at afsøge mulighederne, måske på grund af en sparsommelighedskultur.

Nu signalerer Danske Regioner, at det er hovedstadsregionens vej, vi skal gå i fremtiden.

16 mand – hvoraf 2 er læger fra klinikken

Dermed fortsætter Danske Regioner sin praksis med at bruge lægefaglige direktører, når det handler om anbefalinger af lægemidler. Den praksis blev indledt, da det første Medicinråd blev bemandet i 2017. Siden har de lægefaglige direktører og andre ledende hospitalschefer spillet de afgørende roller i Medicinrådet sammen med en lang række kliniske farmakologer.

I den nuværende sammensætning af Medicinrådet sidder seks lægefaglige direktører. De suppleres af fem kliniske farmakologer, heraf en sygehusapoteker, og to økonomer. Fælles for dem er, at ingen arbejder direkte med patienter i klinikken, mens flere samtidig har et klart budgetansvar. Det egentlige kliniske indslag er begrænset til en infektionsmediciner, en onkolog, som også er cheflæge, og en almenmediciner, der også skal varetage almen praksis’ interesser. Dertil kommer to patientrepræsentanter. I alt er der 16 medlemmer, men kun to læger fra sygehusenes kliniske virkelighed, og den ene sidder ovenikøbet som cheflæge.

I principperne bag Medicinrådet hedder det ellers, at der skal lægges vægt på fagligheden. Her er ordene i første princip:

"Ved vurdering af lægemidler skal der ske en grundig og systematisk vurdering af den behandlingsmæssige gevinst for patienterne samt den dokumentation, der ligger til grund herfor. Ved vurderingen af lægemidler skal der inddrages den nødvendige og tilstrækkelige faglige ekspertise".

Dernæst skal der lægges vægt på uafhængighed, og her betones de faglige vurderinger igen:

"Vurdering af lægemidler skal ske ud fra objektive kriterier og på baggrund af faglige vurderinger, således at der sikres et uafhængigt udarbejdet beslutningsgrundlag og derved armslængde til det politiske niveau".

Men hvor er fagligheden, når klinikerne er marginaliseret? Hvorfor er der intet mindre end seks direktører? Er det "fagligt" – eller "uafhængigt"? Disse direktører er budgetansvarlige, og Medicinrådets afgørelser spiller direkte ind på de budgetter, som de skal overholde. To var vel tilstrækkeligt for at dække denne gruppe ind? Hvorfor sidder der fire kliniske farmakologer og en sygehusapoteker? Den ene er ovenikøbet formand. To havde været tilstrækkeligt, ikke sandt. Der er også to økonomer, hvor én sikkert havde været nok. Trods alt kan rådet støtte sig til sekretariatet eller Amgros.

I Medicinrådets arbejdet lægger systemet vægt på, at rådets beslutninger hviler på et grundigt forarbejde i fagudvalgene. Det er rigtigt. Formelt set. Men ærligt talt så betyder fagudvalgenes anbefaler meget lidt. Gang på gang underkendes fagfolkenes argumenter.

Hvordan fagudvalgene faktisk behandles, ved vi ikke, eftersom rådets møder er fortrolige, og fagudvalgene udtaler sig ikke til pressen om sine anbefalinger.

Systemet er temmelig satanisk.

Endnu en komité uden klinisk tyngde

Nu gentager regionerne det samme skæve syn på faglighed, når den nye komité skal sammensættes. Fire lægefaglige direktører i samme komité? Det er svært at se som andet end en hån mod de grundlæggende principper, Folketinget har fastlagt for, hvad der skal styre arbejdet.

Hvor er pædiaterne (mange afgørelser drejer sig børn)? Hæmatologerne? Neurologerne? Bare en lille-bitte faglig specialist?

Folketinget – og den kommende regering – burde ikke finde sig i regionernes måde at bemande prioriteringsorganerne på.

Da Folketinget og regeringen godkendte regionernes sammensætning af råd og organer, svigtede de deres ansvar. De burde have insisteret på en markant stærkere repræsentation udpeget af LVS.

Mest opsigtsvækkende er bemandingen af den nye fælles lægemiddelkomité. Her er regionernes disposition så demonstrativ, at den næsten fremstår som en hån mod Sophie Løhde.