Skip to main content

Danmark kan lære af tyskerne når det gælder nye lægemidler

Jøsses, hvor er det lovende, hvad der er på vej af nye behandlinger til kræftpatienterne på den store kongres for kræftlæger, ESMO.

Fra alle kanter dukker nye lægemidler op. Mange er baseret på nye, smarte og effektive virkningsmekanismer.

Helt parallelt med mangfoldigheden er desværre også den smallere targetering af lægemidlerne. De retter sig mod stadigt mindre patientpopulationer og stadigt sjældnere indikationer. 

Lungekræft var engang én sygdom, så blev det til to, så til fem, og nu er det snarere 20 forskellige sygdomme, som kræver hver sin behandling afhængig af mutation, bivirkninger og andre hensyn. Brystkræft er i tilsvarende udvikling og også de fleste andre kræftsygdomme.

Det er alt sammen glædeligt for patienterne. Ja, direkte fantastisk, fordi det viser sig, at løsningen på udfordringerne netop ligger i den smallere forståelse af sygdommene. 

I Danmark er der imidlertid al mulig grund til bekymring. Det hjælper jo ingenting, hvis de nye effektive lægemidler ikke kan nå frem til danske patienter. Og det er der stadigt flere signaler, der peger på.

Herhjemme dokumenteres det nærmest månedligt, at den institution, Medicinrådet, vi har sat til at godkende lægemidlerne og få dem ibrugtaget, er handicappet eller dysfunktionel, når det gælder de smalle lægemidler. 

Løsningen på problemet ligger lige syd for grænsen. Akkurat som med bilerne så kan tyskerne et-eller-andet med nye lægemidler, og det er med afstand mere begavet end hvad vi, danskerne, har opfundet.

Problemet i Danmark er ikke selve institutionen, men snarere bemandingen af den. Det toneangivende triumvirat Steen Werner Hansen, Hanne Rolighed og Jørgen Schøler Kristensen er tydeligvis ikke kompatible med smalle indikationer og de deraf følgende små studier.

Rådet og dets sekretariat - og regionernes indkøbsorganisation Amgros - er simpelthen ikke i stand til eller interesseret i at finde på løsninger, som kan sikre, at lægemidlerne når hurtigt frem til danske patienter. Listen af voldsomt forsinket ibrugtagninger vokser nærmest for hvert eneste møde, Medicinrådet holder. 

Danmark risikerer at være sidst til at få lægemidlerne ud til patienterne snarere end først, som jo var politikernes hensigt, da Medicinrådet blev sat i søen.

Faktisk kunne Medicinrådet langsommelighed være ligegyldig, hvis altså kattelemmen i systemet virkede. Nemlig det såkaldt 7. princip. Den vej læger kunne ansøge om at få et lægemiddel taget i brug trods Medicinrådets langsommelighed eller ligefrem modstand. Men med særlig perfiditet har regionerne valgt at betro ansøgninger efter det 7. princip til den personkreds, som sidder i Medicinrådet.

Dette system dur ikke.

I stedet kan det være nærliggende at skele til den tyske løsning.

Tyske patienter er nærmest sikre på at være mellem de første til at få adgang til ny medicin. Groft sagt har lægerne lov til at tage lægemidlerne i brug hurtigt efter deres EMA-godkendelse og til priser, som afgøres præliminært af firmaerne og myndighederne.

Det kunne ligne et galmandsværk, velegnet til at tømme sundhedsbudgetterne i Tyskland. Men nej. I Tyskland afgøres lægemidlernes langtsigtede skæbne efter ét år. Så afgøres det, om lægemidlet skal anvendes på langt sigt og til hvilken pris. 

Hvis prisen lander under den pris, som lægemidlet er introduceret til, så skal producenten refundere forskellen. Hvis lægemidlet overhovedet ikke dur og er værdiløst, så skal firmaet refunderet alle indtægter.

Sådan fungerer den tyske model groft sagt, og den tilgodeser patienternes behov for hurtig adgang, og den har gjort Tyskland til et foregangsland, når det gælder erfaringer med nye lægemidler.

Se, det er smart, og værd at overveje til Danmark. Temmelig driftssikkert for patienterne. Næsten som tyske biler.