Skip to main content

EASD har meget at lære

Det er en gevaldig kajeryster gode gamle EASD har fået af coronaen. At omlægge en kongres, - som i høj grad handler om menneskelige relationer - til en virtuel begivenhed uden menneskelige kontakter overhovedet, er og bliver en umenneskelig (og trist) opgave.

Ikke desto mindre er det europæiske selskab for diabeteslæger gået til opgaven med krum hals. Det er reelt en imponerende indsats al den stund at EASDs økonomi må være kolossalt berørt. De fleste kilder til finansiering er tørret ind. Ingen penge fra medicinalindustrien, få penge fra service til læger, færre penge fra registreringer.

Men det har ikke fået EASD til at udskyde eller lukke ned. Nej, EASD har valgt at satse hele butikken på virtuelle løsninger.

Imponerende faktisk. Desværre er løsningerne ikke altid perfekte. Ovenikøbet langt fra.

EASD har længe været på forkant med sine digitale løsninger. Det er ikke nyt. Kongresmaskinen har fungeret upåklageligt, og ikke mindst de digitale løsninger, som selskabet nu trækker på i sin virtuelle form.

Men uheldigvis har EASD valgt at videreføre sine mødekoncepter som om det hele stadig er fysisk. Programmet ligner fuldkommen sig selv med møder i alle mulige haller, fuldkommen som hvis kongressen blev holdt i Wien. Der er heller ikke stor forskel på den tid, der afsættes til møderne eller afviklingen af dem. Endnu værre, en hel del af møderne er desværre optaget på forhånd. De er ikke live, og de savner den dynamik en livetransmission giver.

Man kunne have ønsket sig, at EASD havde opsøgt noget rådgivning fra kommunikationsfolk med forstand på f.eks. TV.

Så ville man have fået nogle gode råd, f.eks. at møderne skal forkortes og at alle kneb gælder, når det gælder om at tilføre virtuelle møder dynamik, f.eks. korte indlæg, livlige debatter, videoklip, animationer, den slags. Den slags kan læger ikke finde ud af på egen hånd. Derfor er det EASD selv, som må træde i karakter, og det er ikke sket.

Nu skal man ikke tro, at EASD er på vej mod en katastrofe. Den dom kan ikke fældes endnu. Ét er antallet af hits på en præsentation netop nu, noget andet er hvor mange der har set  præsentationen om nogle måneder. Reelt kan resultatet ikke gøres op, før vi ved, om lægerne faktisk har brugt tid på at se præsentationerne. 

Lige nu ser tallene ikke imponerende ud.

De traditionsrige åbningssessioner på EASDs førstedag, f.eks. Claude Bernard forelæsningen, har opnået 6000 visninger, og mange af dem har reelt ikke oplevet forelæsningen fordi de er kommet forbi da forelæsningen ikke kunne tilgås virtuelt. På samme måde var der allerede mandag over 25.000 visninger på tirsdagens program, men på det tidspunkt var der intet at se, fordi sessionerne ikke var afviklet.

Så antallet af visninger kan snyde, og lige nu ser de ikke imponerende ud. Men hvem ved, måske kommer trafikken senere, måske ligefrem lang tid efter kongressen.

Så dommen kan ikke fældes endnu - men uanset trafikken så er der stort forbedringspotentiale.