Skip to main content

Ny cheflæge for nuklearmedicinen på Vejle Sygehus

Karen Middelbo Buch-Olsen er fra 14. september ny cheflæge på Nuklearmedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus.

Hun kommer fra en stilling som speciallæge på Nuklearmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital, hvor hun har været ansat siden 2019. Det er samtidig en tilbagevenden til Vejle, hvor hun tidligere har været ansat på Nuklearmedicinsk Afdeling ad to omgange.

Som cheflæge bliver Karen Middelbo Buch-Olsen ledelsesmakker med chefbioanalytiker Boris Hoyer Mathiasen. Sammen får de ansvaret for afdelingens patientbehandling, drift, faglige udvikling og arbejdsmiljø.

”Jeg blev glad og stolt over at have fået jobbet, og jeg glæder mig til at udføre de opgaver, der følger med. Jeg har gennem flere år gerne villet være leder, og så har jeg et stort ønske om at være med til at påvirke specialet og en afdeling og gøre det så godt, som vi kan, for patienterne - og samtidig skabe et godt arbejdsmiljø,” siger hun.

Karen Middelbo Buch-Olsen er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2005 og har gennem karrieren haft forskellige stillinger på både Sygehus Lillebælt og Odense Universitetshospital.

Hun har en ph.d. om to forskellige former for scanning af prostatakræft og sidder desuden i bestyrelsen for Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, hvor hun er kasserer.

Hun fremhæver sit forhåndskendskab til afdelingen som et godt udgangspunkt for det nye lederjob.

”Det er en større, velfungerende afdeling, og jeg kender en del af medarbejderne og har været glad for at være her, da jeg var her tidligere. Så det er et godt grundlag at bygge videre på. Nu kommer jeg med nogle briller på udefra - og nogle input fra et andet sted – og det kan forhåbentlig være en styrke,” siger hun.

Ordentlighed er ifølge den nye cheflæge en central værdi i ledelsesarbejdet.

”Det er utroligt vigtigt for mig, at vi er ordentlige i vores arbejde. Jeg har et virkelig stort ønske om at gøre det godt for patienterne og godt for dem, vi samarbejder med. Jeg synes, at det er nogle værdier, der er supervigtige, og de værdier gennemsyrer også afdelingen,” siger Karen Middelbo Buch-Olsen.