Health får ny lærestolsprofessor i klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Lars Christian Gormsen bliver klinisk lærestolsprofessor på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin og indtræder samtidig i ledelsen på Afdeling for Nuklearmedicin og PET på Aarhus Universitetshospital.
Klinisk lærestolsprofessor Lars Christian Gormsen anvender molekylær billeddannelse, for eksempel PET-skanninger, til at undersøge basal fysiologi ved metaboliske sygdomme som diabetes, livsstils-interventioner og træning. Desuden undersøger han, hvordan PET/CT-skanninger kan anvendes i diagnostikken af iskæmisk hjertesygdom og inflammatoriske sygdomme som muskelgigt og vaskulit.
”Min basale forskning bidrager til en bedre forståelse af, hvordan livsstils-interventioner som faste og specielle diæter påvirker hjertets ydeevne og hjernens omsætning af energi. Jeg er herudover særligt optaget af at afklare, hvordan PET-teknikken kan anvendes optimalt til at diagnosticere patienter med for eksempel hjertesygdomme,” siger Lars Christian Gormsen og fortsætter:
”Med lærestolsprofessoratet får jeg mulighed for at præge og understøtte den forskningsmæssige udvikling i afdelingen. Og jeg håber, at særligt den tekniske side af molekylær billeddannelse kan blive løftet i de kommende år – ikke mindst nu hvor vi opretter en selvstændig forskningsleder-stilling inden for kvantitativ billeddannelse og AI."
