Ny professor i brystkirurgi har fokus på mere skånsomme operationer

Overlæge Tove Filtenborg Tvedskov er 1. februar tiltrådt som professor ved Københavns Universitet.
Hendes fokus på mere skånsomme operationer til brystkræftpatienter har bidraget til et paradigmeskifte inden for brystkirurgi. For 30 år siden fik stort set alle brystkræftpatienter fjernet deres lymfeknuder i armhulen, når de blev opereret. Nu viser de seneste tal fra Danmark, at det kun er hver syvende kvinde, der får foretaget en aksilrømning, som indgrebet hedder. Et indgreb, der hos mange kvinder har givet senfølger.
"Der er sket et paradigmeskift. Når vi ved, at mange kvinder – omkring halvdelen – får senfølger af aksilrømningen, så skal vi, i det omfang det er forsvarligt, minimere det kirurgiske indgreb. Vi skal simpelthen operere mindre for at skåne patienterne. Mit håb er, at vi slet ikke skal lave aksilrømninng af brystkræftpatienter i fremtiden," siger den nyslåede professor, Tove Filtenborg Tvedskov.
Den store reduktion i antallet af kvinder, der gennemgår operationen, er ikke noget, Tove Filtenborg Tvedskov alene kan tage æren for. Men hun og hendes forskning har det seneste årti været en del af den de-eskalering af kirurgien, der i stigende grad kommer kvinderne til gavn.
"Professoratet giver mere tid til forskning, og det ligger mig meget på sinde, at forskningen hurtigt kommer ud og leve blandt patienterne. Desuden har jeg en ambition om at etablere flere forskningsfællesskaber på tværs af specialer, fordi patienterne konstant går på kryds og tværs."
