Ny regional udviklingsdirektør vender hjem fra Kina

En nordjyde vender snuden hjem fra Kina. Det er tilfældet, når Martin Rune Hoxer 1. april tiltræder stillingen som direktør for Regional Udvikling i Region Nordjylland.
Han har siden 2017 arbejdet som direktør under Udenrigsministeriet i henholdsvis Seoul i Sydkorea og Shanghai i Kina, og derudover har han solid ledererfaring fra såvel uddannelses- som erhvervsudviklingsområdet i Nordjylland – to af de forretningsområder, der hører under Regional Udvikling.
Martin Rune Hoxer stammer oprindeligt fra Thy, og med en statskundskabsuddannelse i hånden har han bl.a. arbejdet med udviklingsprojekter i Afrika, før han i en årrække varetog ledelsesstillinger ved Thisted Kommune, EUC Nordvest og Thy Erhvervsforum i Thisted samt UCN i Aalborg.
"På den baggrund har jeg allerede et kendskab til samt relationer og netværk her i regionen, hvilket sammen med mine internationale erfaringer kan være medvirkende til at sætte Nordjylland på landkortet og skabe resultater for hele regionen i tråd med ambitionerne i den regionale udviklingsstrategi," siger Martin Rune Hoxer.
Med sine kompetencer ser Martin Rune Hoxer stillingen som direktør for Regional Udvikling som et perfekt match for alle parter, nu hvor han og familien med hustru og to sønner har et ønske om at vende tilbage til Nordjylland.
I stillingen som direktør for Regional Udvikling afløser han Henning Christensen, der har valgt at gå på pension med udgangen af marts 2024 efter 17 år i spidsen for Regional Udvikling ved Region Nordjylland.
