Skip to main content

Steno-profil får fremtrædende rolle i Lund

Allan Vaag, overlæge og forsker på Steno Diabetes Center Copenhagen, er tiltrådt som ny koordinator på Lunds Universitets Diabetescenter. En af hans visioner er at styrke samarbejdet over Øresund.

Professor Allan Vaag har i mange år været en markant og anerkendt forsker og overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen. Nu har han fået en ny og fremtrædende rolle som koordinator på Lunds Universitets Diabetescenter (LUDC) i Lund og Malmø i tillæg til sine øvrige ansættelser.

Rollen som koordinator er en lederstilling, hvor Allan Vaag skal skabe de bedste rammer for forskerne og sikre de nødvendige faciliteter, støttefunktioner og udviklende tiltag. Opgaverne løftes i tæt samarbejde med vicekoordinator og professor Lena Eliasson. 

En stor del af diabetesforskningen ved LUDC sker inden for forskningsmiljøet EXODIAB, som er et strategisk forskningsområde i Sverige.

I sin nye funktion har Allan Vaag visioner om at styrke mulighederne for nye alliancer. Det gælder blandt andet samarbejdet over Øresund, fortæller han.

”Steno er stærk på den kliniske forskning, mens Lunds Universitet er stærk på den basale diabetesforskning. Vores kompetencer komplementerer hinanden utroligt godt, og der er en stærk synergi,” siger Allan Vaag.

På Steno Diabetes Center Copenhagen glæder direktør Magnus T. Jensen sig over udnævnelsen af Allan Vaag.

”Det er meget positivt, at Allan nu får en fremtrædende rolle i Lund, samtidig med at han beholder sin tilknytning til Steno og Region Hovedstaden. Det giver rigtig gode muligheder for styrket samarbejde i Øresundsregionen og hele Skandinavien,” siger direktør Magnus T. Jensen, Steno Diabetes Center Copenhagen.