Skip to main content

Ny cheflæge på AUH led- og bindevævssygdomme

Fra 1. marts 2024 tiltræder ledende overlæge på AUH led- og bindevævssygdomme Lars Erik Bartels stillingen som cheflæge i samme afdeling.

Lars Erik Bartels går til rollen som cheflæge med i alt seks års erfaring fra AUH led- og bindevævssygdomme, hvor han de sidste to år blandt andet har haft ansvaret for myositklinikken.

Om sin tilgang til cheflægerollen siger han: 

"I min hverdag på led- og bindevævssygdomme er jeg omgivet af de dygtigste kolleger, og i lederrollen motiveres jeg først og fremmest af at give dem de bedste vilkår og rammer for at præstere optimalt i hverdagen. Stillingen som cheflæge giver nye muligheder for, at mine klare visioner og holdninger til sundhedsvæsenets udvikling kan få liv. Jeg tiltrækkes især af transformationsdagsordenen, navnlig den der handler om at gentænke vores rutinekontakt til patienten via online-, robot- og på sigt AI-løsninger. Og så ser jeg frem til, at vi som afdeling i fællesskab kan være med til at positionere reumatologien, når AUH skal balancere rollen som højtspecialiseret hospital," siger han. 

Udover sin faglige erfaring træder Lars Erik Bartels også ind i rollen som cheflæge med en vis ledelsesmæssig ballast blandt andet fra sin nuværende stilling som ledende overlæge på AUH og som forperson i Dansk Reumatologisk Selskab, hvor han er med til at præge den nationale retning inden for reumatologien.