Ny adjungeret professor skal styrke forskning i screening

Lone Kjeld Petersen er 1. marts 2024 udnævnt til adjungeret professor i Universitetsklinik for Kræftscreening på Regionshospitalet Randers.
Hun er til daglig overlæge og professor ved Gynækologisk Afdeling på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet og har i en årrække forsket i diagnostik og behandling af forstadier til livmoderhalskræft.
Med udnævnelsen af Lone Kjeld Petersen til adjungeret professor styrker Universitetsklinik for Kræftscreening sin forskning indenfor screeningsprogrammet for livmoderhalskræft – særligt omkring den diagnostiske proces, herunder HPV-diagnostik og selvopsamlede prøver, og den screeningsafledte gynækologiske aktivitet.
Lone Kjeld Petersen glæder sig over udnævnelsen, som hun mener er et udtryk for et allerede godt og spændende samarbejde.
"Det giver rigtig god mening for mig at samarbejde med Universitetsklinik for Kræftscreening, og derfor ser jeg det også som en anerkendelse af min forskning og en cementering af et allerede godt samarbejde," siger hun.
Lone Kjeld Petersen kender i øvrigt Regionshospitalet Randers særdeles godt, da hun en årrække har været ansat som både læge, overlæge og forskningschef.
