Skip to main content

Ny sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien Nordjylland

Nu er ledelsen i Psykiatrien i Region Nordjylland faldet på plads. 1. april starter Rikke Petersen Ravn som nyudnævnt sygeplejefaglig direktør.

Hun kommer fra en stilling som plejeboligchef i Aalborg Kommune, og har i en lang årrække forinden haft flere ledende stillinger i Psykiatrien i Region Nordjylland.

Rikke Petersen Ravn skal i samarbejde med den øvrige ledelse sikre, at Psykiatrien har et fortsat godt samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, herunder blandt andet kommunerne og almen praksis, ligesom hun skal være med til at sikre den bedste sygeplejefaglige behandling for de nordjyske psykiatriske patienter. Psykiatrien har cirka 1.200 fuldtidsansatte. 

Psykiatrien står foran flere større udfordringer, som Rikke Petersen Ravn skal være med til at finde gode løsninger på. Det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde skal fortsat være i fokus, og samtidig er Psykiatrien i gang med at opbygge en endnu stærkere intern organisering.

Derudover er der flere tiltag i regeringens 10-årsplan, som kræver stort ledelsesfokus i de kommende år.

Privat bor Rikke Petersen Ravn i Skørping med sin mand og to børn.