Skip to main content

Mads Koch Hansen i spidsen for sorgcenter

Den tidligere formand for Lægeforeningen og tidligere lægelige direktør på Sygehus Lillebælt, Mads Koch Hansen, kommer som ny bestyrelsesformand til at stå i spidsen for Det Nationale Sorgcenter. 

Mads Koch Hansen håber, at han som bestyrelsesformand kan være med til sætte større fokus på udfordringerne med de mange sorgramte, som sundhedsvæsnet møder. 

"Vi har noget af det bedste sundhedsvæsen med de dygtigste fagprofessionelle i verden. Vi er gode til at tage os af patienterne. Men med patienterne følger også pårørende med bekymringer, angst og sorg. Og her er der stadig plads til forbedring i den støtte, vi bør tilbyde dem. Det handler både om at se dem og anerkende deres udfordringer. Og det handler også om at være med systematisk i de tilbud, vi skal give dem. Ellers er der fare for, at vi skaber nye patienter," siger han.

Mads Koch Hansen afløser Jens Kristian Gøtrik, som har siddet som formand i Det Nationale Sorgcenter gennem 15 år.

Overses ofte

Alene blandt børn og unge oplever 125.000 i løbet af et år, at de har en alvorligt syg forælder eller søskende. Trods gode anbefalinger på området bliver børnene og de unge ofte overset af læger og sygeplejersker, fordi personalet ikke har de nødvendige kompetencer eller kender til anbefalinger om støtte til sorgramte.

"Sorg kan i nogen tilfælde være så omfattende, at det ødelægger livet for dem, det rammer. Derfor er det vigtigt, at vi tilbyder dem, som får komplicerede sorgreaktioner specialiseret sorgterapi. Det vil ikke alene komme de sorgramte til gode, men også være en hjælp for deres familie og samfundet, når det lykkedes at leve livet på mere normale vilkår," siger Mads Koch Hansen.

Omkring 10-15 procent af alle sørgende kan forventes at lide af komplicerede sorgreaktioner, som forringer trivsel og funktionsniveau. Komplicerede sorgreaktioner anvendes som paraplybegreb for psykiske lidelser samt somatiske lidelser relateret til tabet. De er blandt andet disse fire diagnosticerbare psykiske lidelser: Forlænget sorglidelse, tabsudløst PTSD, tabsudløst depression og tabsudløst angst.

Mangeårig erfaring og indsigt

Mads Koch Hansen er uddannet læge og har gennem sin karriere haft flere ansvarsområder med lægelig ledelse – det være sig både som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, ledende overlæge på Regionshospitalet i Hospitalet Horsens og formand for Lægeforeningen. De seneste fire år har han været selvstændig konsulent.

Han forventer, at han kan drage nytte af sin mangeårige erfaring og indsigt i sundhedsvæsenet og bidrage med at gøre de psykiske udfordringer ved sorg mere tydelige og hjælpe til med, at der kommer et mere helhedspræget syn på patienterne og de pårørende.