Skip to main content

Ny chefsygeplejerske i Psykiatrien i Region Midtjylland

Bente Sand Isager bliver 1. maj ny chefsygeplejerske i Afdeling for Psykoser i Psykiatrien i Region Midtjylland.

Med sig har hun mere end 25 års erfaring fra Psykiatrien i Region Midtjylland og medbringer udover sin sygeplejefaglige indsigt i komplekse patientforløb også en stor passion for ledelse. 

Bente Sand Isager kommer sammen med cheflæge Marie Brandsborg fremover til at udgøre ledelsen i afdelingen.

Bente Sand Isager skifter fra stillingen som oversygeplejerske i Retspsykiatrisk Klinik, hvor hun har haft sin gang siden 2020. Før det har hun tidligere været ansat på en række forskellige sengeafsnit og klinikker i Psykiatrien i Region Midtjylland, som har været hendes arbejdsplads siden 1998, og hvor hun siden 2009 har været funktionsleder.

Samarbejde på tværs

For ledelsen i Afdeling for Psykoser bliver en vigtig opgave at skabe et endnu stærkere samarbejde med andre af Psykiatriens afdelinger – særligt Afdeling for Depression og Angst – da de to afdelinger både har en del patientforløb på tværs samt i en vis udstrækning et fælles ansvar for den samlede sengekapacitet.

Til efteråret vil ansvaret for behandlingen af dobbeltdiagnoser overgå til regionerne, og også her vil samarbejde på tværs af afdelinger blive en central ledelsesopgave.

Bente Sand Isager blev uddannet sygeplejerske i 1998 og har siden udbygget sine kompetencer med blandt andet en diplomuddannelse i ledelse fra VIA University College i Aarhus samt en Mini MBA fra Aros Business Academy.

Privat bor hun i Sabro med sin mand, som hun har tre drenge med på 17, 19 og 21 år. Interesserne tæller fodbold, cykling og strik.